Baggårdsmarked (nu med billede)

I går var der marked i baggården bag ved Street Coffee i Brammersgade. Det er en ny årlig tilbagevendende ting, som startede sidste år. Sidste år havde jeg Silje med og det var rigtigt hyggeligt - i en times tid ca., for så havde hun set det, hun gerne ville se og talt med dem, hun gerne ville tale med - og så ville hun faktisk bare gerne hjem. Jeg kan ikke huske, hvornår vi kom sidste år, men jeg husker, at vi tog hjem, da det lukkede og de andre begyndte at stille grill'er (altså grill i flertal?) op og fandt øl frem. Så var det lissom vores cue til at tage hjem.

I år havde jeg arrangeret med Siljes far, at hun kunne være hos dem, og sove der, så jeg kunne tage til marked og hygge - og evt. blive til nogle øl og en fest bagefter. Problemet med det, var at jeg havde planlagt at aflevere hende der, inden jeg tog til marked, og det viste sig, at hun gerne ville have været med derinde og så blive hentet af sin far, så hun kunne få set på boderne og sagt hej til DM og Janus. Så da jeg kørte hende ud til sin far, var hun rigtigt sur og ked af det, og ville ikke sige farvel til mig. Jeg måtte love hende, at jeg huskede det til næste år, og sige at hun nok skulle få en rigtigt hyggelig dag sammen med far og hans familie - farfar og onkel var også på besøg, så de skulle nok få en dejlig dag... Det hjalp ikke en skid. Så sagde jeg farvel og gik ud og startede bilen, og så kom hun løbende og sprang ind i bilen, for hun skulle lige sige ordentligt farvel - da jeg kørte var hun glad igen.

Hygge i baggården - "high five"!
Så skyndte jeg mig at køre hjem, stille bilen, snuppe cyklen og tage toget (og togbussen) til byen til baggårdsmarked. Jeg var der vel ca. kl. 14 - det sluttede kl. 15. Men jeg nåede at finde mine folk, og få snakket. Og da boderne begyndte at pakke sammen, sendte jeg Dugs i Føtex efter øller. Og så fik vi os en øl hver. Senere bestilte vi nogle (virkeligt gode) pizzaer og vi hyggede i solen og spiste og drak lidt. Og så tog vi hjem ved 21-tiden. Jeg havde virkeligt satset på en fest, men der var bare ikke rigtigt stemning for det, og så kan man jo lige så godt tage hjem.

Så jeg var hjemme allerede kl. lidt i 22, og smed mig så på sofaen med Youtube, en kande te og chipsrester fra fredag. Så Youtube til halv et, hvor jeg egentlig faldt lidt i søvn, men vågnede og skrev et indlæg om sidste weekend færdigt. Og lavede en masse kladder - kun overskrifter, men til indlæg, jeg gerne vil skrive. Windows-shoppede lidt, uden at købe noget, for "nogen" har vist ikke liige råd til at købe super meget andet end madvarer lige nu. Så det endte med at jeg gik i seng kl. 3.30, hvor fuglene så altså var begyndt at kvidre, selvom det stadig var mørkt. Det gør det lige en lille smule sværere at falde i søvn. Og så blev jeg vækket kl. 8 af min nabos datter, der syntes det var en fed idé at holde i tomgang med sin klapre-motor lige ud for min dør (det er tilfældigvis og lige ved siden af min soveværelse) i 5 min. Jamen, så siger jeg tak, jeg havde heller ikke tænkt mig at sove længe denne søndag, hvor jeg faldt i søvn for 4 timer siden. Nej, nej...
Og nu kan jeg så ikke falde i søvn igen. Så det ender nok med, at jeg står op og støvsuger, får noget morgenmad og så skal jeg jo huske at stemme. Jeg aner ikke, hvem jeg skal stemme på og hvad jeg synes om den patentdomstol, for jeg har sovet mine aftener væk i denne uge, og har ikke fået set nogle af debatprogrammerne... Så det....

Kommentarer

Populære opslag