Stop op dag

Hele onsdag havde vi stop-op dag på arbejde. For hele den nye forvaltning - eller i hvert fald alle os, der lige var blevet flyttet. Det er ret mange... 

Vi skulle være i NRGi Arena. Og hele formiddagen gik med noget "til hovedet". En masse teori omkring forandringer og konflikthåndtering. Vældigt spændende omend en anelse abstrakt. Konflikthåndtering var helt klart det mest interessante og jeg fik lidt indsigt i en konflikt jeg halvt står midt i, halvt forsøger at ignorere ihjel. Jeg ved bare stadig ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre med den. For i lige præcis den konflikt kan jeg ikke bare ikke være kompromissøgende.. Det ender nok med, at jeg er nødt til at tage en snak med ham, selvom jeg absolut ikke har lyst til at tale med ham. 

Om eftermiddagen var det så mere opgaveorienteret. Vi skulle bygge et hus ud af flip-over papir og tape, som hele gruppen kunne være i, når det var færdigt. 
Med diverse teknikere og en bygningskonstruktør skulle man tro, at det ville være en smal sag. Det var det ikke. Den plan der blev lagt, blev ikke overholdt (og blev lavet om et par gange undervejs) og folk snakkede (og arbejdede..) ikke sammen. 
Nogle ville meget gerne bestemme og det var de så to, der gjorde - i hver sin retning. Andre producerede bare det, de fik besked på. Jeg var observatør og skulle stå på sidelinjen og kigge, men måtte ikke sige noget eller hjælpe. Det var ret frustrerende og da jeg endelig måtte være med, endte jeg med at være en sur kælling, der først ikke rigtigt sagde noget, men så til sidst blev "den skrappe mor" der ville have skidtet til at fungere og forlangte en beslutning, så vi kunne komme videre. 
Needless to say - skidtet kunne ikke stå af sig selv og faldt sammen så snart vi gav slip på det. 

Vi afsluttede med "tromme"-undervisning - eller en slags stomp, for det foregik på spande, fælge, grill og den slags. Det var vældigt fint, men damn det larmede. Man var helt ør i hovedet bagefter. 

Men alt i alt var det en rigtig god dag, hvor jeg føler, jeg fik indsigt i mig selv og hvordan jeg også er. 

Dagen sluttede med at min lillebror og hans kæreste, der lige var et smut i Århus, kørte mig hjem, så jeg kunne nå at hente Silje til tiden. De blev lige til en kop kaffe og så skulle de hjem igen.

Silje og jeg smuttede i Brugsen efter bacon (hvordan kan man løbe tør for bacon? Jeg forstår det simpelthen ikke..) og det viste sig, at de fejrede Halloween i går med alt muligt. Der var bogstavjagt, følekasser og alle mulige smagsprøver. Det var hyggeligt. Og man fik en godtepose, hvis man gættede rigtigt i følekasserne. En god måde at slutte dagen på. 

Kommentarer

Populære opslag