om stilhed

Jeg tror aldrig, jeg vænner mig til den, stilheden. Den totalle og komplet forkerte stilhed, der er i huset, når Silje ikke er hjemme. Og altså ikke bare "ude på vejen for at lege" eller "hjemme hos nogen på legeaftale"-stilhed, for den kan jeg sagtens klare. Det er mere den der "Silje er hos sin far"-stilhed. Den som jeg i 5 år har været vant til, kun fandtes hver anden weekend fra fredag aften til søndag sidst på eftermiddagen, men som nu er blevet til mere. Egentlig "kun" torsdag efter skole til mandag efter skole, men lige nu - i denne uge - er der nogle ting, som jeg skulle og skal, der til sammen gør, at Silje kun er hos mig samlet set 1½ døgn. Fårk, det er ikke meget. Og det er endnu mindre, når man havde glemt, at det man skulle her til aften, var i aften, og samtidig havde glemt, at det man skal i morgen aften allerede er i morgen. Så blev det lige pludselig nogen, som ingen af os var helt opmærksomme på, og så fik man en lille smule en lille pige, som vist ikke helt kunne overskue, at mor-tiden var skåret kraftigt ned i denne uge, og at vi faktisk ikke rigtigt havde tid til at fylde ordentlig op på depoterne inden den "lange" weekend hos far, bonus-mor og lillebror.

Vi må tage en ordentlig omgang hygge- og krammetid på onsdag, mens hun er hjemme, ellers går det vist slet ikke..