Selfpitty Sucks

Jep, det gør det. Men indimellem, og lige nu især, er det bare lidt svært at se lyst på tingene.

Jeg kan vitterligt ikke rigtigt se, hvordan fanden det nogensinde skal lykkes mig at finde en mand, der kan holde mig ud - og som gider blive her resten af livet. Og hvis han findes derude, hvem siger så, at jeg gider ham, eller kan holde ham ud? Hvem siger, at bare fordi han gider at være sammen med mig, at det så gør ham til en, som jeg kan holde ud.
Tænk, hvis den eneste mand, der kan holde ud at være sammen med mig, er den mest irriterende, kedelige eller åndsvageste mand, det kan gå på to ben? Eller det største røvhul, der findes? Og hvad er så idéen? Skal man så blive sammen med ham, fordi der ikke findes andre, der gider være sammen med én?

Så kan man sgu da lige så godt være alene? Og hvad er så idéen i at forsøge? Så man bare kan blive såret igen? Så kan man sådan set lige så godt bare lade være med at lede efter ham... Eller hvad? For det gør også ondt at være alene. Hele tiden. Ikke at have en (voksen) at tale med, at elske og blive elsket af. En af falde i søvn sammen med, og vågne op sammen med - hver dag.

Det er sådan set lose/lose either way.
Så jeg giver op... Jeg gider simpelthen ikke date mere. Jeg gider ikke lede. Jeg gider bare ikke.