Bankmand
ADVARSEL: dette indlæg er mig, der "ranter" om bankmanden og ulykkelig kærlighed. Hvis det ikke er det, du er i humør til i dag - så spring over. Det er på alle måder negativt og selvmedlidenheds-agtigt!!
Så tror jeg vist det sådan "officielt" ikke bliver til noget med bankmanden. Vi havde en løs aftale om at ses søndag, hvis hans tømmermænd fra aftenen før ikke var for voldsomme - det var de, og den stakkels mand overnattede hos sin mor. Og fordi hans mor var så flink at invitere sin søn på aftensmad, så besluttede han sig for at blive der i stedet for at bruge dagen sammen med mig..
Av, så er man vist for alvor blevet valgt fra hva'?! Desværre "kvinde, som jeg påstår, jeg meget gerne vil se igen!", jeg drak mig fra sans og samling i aftes/nat sammen med gutterne (selvom jeg vidste at færre tømmermænd, ville betyde, at vi kunne være sammen søndag og mandag), sov hjemme hos min mor (fordi hun bor i samme by, som vi festede i - det er sådan set meget smart) og valgte så dig fra til fordel for aftensmad hos min mor (som jeg i øvrigt lige har været på 2 ugers ferie sammen med og så så sent som i torsdags).
Så jeg blev oppe hos mine forældre til og med aftensmad, hvorefter jeg faktisk bare havde allermest lyst til at tage hjem til mig selv - hvilket jeg gjorde.
Jeg tudede fra Skive til Hobro, og derefter var der bare helt tomt for tårer.
Men det er jo min egen skyld. Jeg kan jo bare lade være med at falde, så hurtigt som jeg gør. Og lade være med at håbe, at denne gang er det den rigtige.
Jeg kan simpelthen ikke det der platoniske - vi ses, når vi ses -forhold. Jeg satser alt på, at det kan blive til noget. Og så er det jeg bliver hende klisterdamen, som man åbenbart ikke kan holde ud at være sammen med. Fedt for mig, så om 30 år, så er jeg hende den mærlige kattedame, der bor alene, fordi ingen kan holde hende ud...
Jeg prøvede ellers på, at være afslappet og "vi ses, når vi ses"-agtig, men det er bare ikke mig. Jeg skal åbenbart bekræftes (mere end hver anden/tredje dag) i at han også stadig er interesseret. Især når nu han altså bor i Aalborg, og lagde ud med at smutte på ferie i udlandet i 14 dage. Så er det bare vigtigt for mig, at blive vist lidt interesse. For hvem, gider lige være den, der tager kontakten hele tiden? Så føler man sig enormt anmassende faktisk. Men når han så skrev så var jeg jo "over the moon-happy" og han var god til at skrive søde beskeder, når han endelig skrev. Men det er bare ikke nok, når jeg når at blive neurotisk snot-forvirret i mellemtiden. Og når han så ikke kan "klemme mig ind" i sit travle skema og vælger at bruge søndag sammen med sin mor i stedet for mig, så er det vist bare endnu et tegn på, at vi ikke er det samme sted i livet og vil de samme ting.
Altså, hvis jeg vidste, at det var sidste mulighed i en måned, for at se ham, jeg var vild med - så skulle I bare se mig, tage den med ro i byen sammen med veninderne. Især hvis der i forvejen var gået 3 uger, siden sidst vi sås. Så havde jeg ikke så heftige tømmermænd, at jeg var nødt til at blive i sengen, hos min mor, hele dagen. Og hvis jeg alligevel havde den slags tømmermænd, så havde jeg takket JA til hans tilbud om at komme og pleje mine tømmermænd. Men nej, sådan gjorde bankmanden ikke, og min konklussion er altså, at så var det vist begrænset, hvor interesseret han egentlig var.
Så tror jeg vist det sådan "officielt" ikke bliver til noget med bankmanden. Vi havde en løs aftale om at ses søndag, hvis hans tømmermænd fra aftenen før ikke var for voldsomme - det var de, og den stakkels mand overnattede hos sin mor. Og fordi hans mor var så flink at invitere sin søn på aftensmad, så besluttede han sig for at blive der i stedet for at bruge dagen sammen med mig..
Av, så er man vist for alvor blevet valgt fra hva'?! Desværre "kvinde, som jeg påstår, jeg meget gerne vil se igen!", jeg drak mig fra sans og samling i aftes/nat sammen med gutterne (selvom jeg vidste at færre tømmermænd, ville betyde, at vi kunne være sammen søndag og mandag), sov hjemme hos min mor (fordi hun bor i samme by, som vi festede i - det er sådan set meget smart) og valgte så dig fra til fordel for aftensmad hos min mor (som jeg i øvrigt lige har været på 2 ugers ferie sammen med og så så sent som i torsdags).
Så jeg blev oppe hos mine forældre til og med aftensmad, hvorefter jeg faktisk bare havde allermest lyst til at tage hjem til mig selv - hvilket jeg gjorde.
Jeg tudede fra Skive til Hobro, og derefter var der bare helt tomt for tårer.
Men det er jo min egen skyld. Jeg kan jo bare lade være med at falde, så hurtigt som jeg gør. Og lade være med at håbe, at denne gang er det den rigtige.
Jeg kan simpelthen ikke det der platoniske - vi ses, når vi ses -forhold. Jeg satser alt på, at det kan blive til noget. Og så er det jeg bliver hende klisterdamen, som man åbenbart ikke kan holde ud at være sammen med. Fedt for mig, så om 30 år, så er jeg hende den mærlige kattedame, der bor alene, fordi ingen kan holde hende ud...
Jeg prøvede ellers på, at være afslappet og "vi ses, når vi ses"-agtig, men det er bare ikke mig. Jeg skal åbenbart bekræftes (mere end hver anden/tredje dag) i at han også stadig er interesseret. Især når nu han altså bor i Aalborg, og lagde ud med at smutte på ferie i udlandet i 14 dage. Så er det bare vigtigt for mig, at blive vist lidt interesse. For hvem, gider lige være den, der tager kontakten hele tiden? Så føler man sig enormt anmassende faktisk. Men når han så skrev så var jeg jo "over the moon-happy" og han var god til at skrive søde beskeder, når han endelig skrev. Men det er bare ikke nok, når jeg når at blive neurotisk snot-forvirret i mellemtiden. Og når han så ikke kan "klemme mig ind" i sit travle skema og vælger at bruge søndag sammen med sin mor i stedet for mig, så er det vist bare endnu et tegn på, at vi ikke er det samme sted i livet og vil de samme ting.
Altså, hvis jeg vidste, at det var sidste mulighed i en måned, for at se ham, jeg var vild med - så skulle I bare se mig, tage den med ro i byen sammen med veninderne. Især hvis der i forvejen var gået 3 uger, siden sidst vi sås. Så havde jeg ikke så heftige tømmermænd, at jeg var nødt til at blive i sengen, hos min mor, hele dagen. Og hvis jeg alligevel havde den slags tømmermænd, så havde jeg takket JA til hans tilbud om at komme og pleje mine tømmermænd. Men nej, sådan gjorde bankmanden ikke, og min konklussion er altså, at så var det vist begrænset, hvor interesseret han egentlig var.
Kommentarer
Send en kommentar
Sig hej, så bliver jeg glad