Blogge(re)n, der forsvandt

Hold op, det er længe siden, jeg har skrevet noget her - og hold op, hvor jeg egentlig savner at vende mine tanker skriftligt og at skrive i det hele taget.

Jeg blev bare lidt træt af, at det hele nærmest altid var negativt til sidst. Der var en omgang depression og stress, som var hård og trak tænder ud, og alt det med ensomheden og parforhold, der aldrig rigtigt blev til noget - og det synes jeg faktisk skal have lov at være lidt negativt i kanten, for det er ret tunge emner, som kræver og fortjener noget seriøsitet. Så det har jeg det fint med. Alligevel, synes jeg, det blev for negativt, og så syntes jeg ikke, jeg ville blive ved at sende negativitet ud i æteren..

Men nu tror jeg nok, jeg er blevet en anelse mere positiv. Og jeg har lyst til at skrive igen - og har haft lyst til det længe, det har bare været svært at finde tid til det i hverdagen. Jeg er blevet lidt rusten kan jeg mærke, så jeg tænker, at jeg vil starte med en slags: "Hvad er der sket siden sidst?".

Og hvad er der så sket siden sidst?
Strees og arbejde:
Sidst var jeg ved at være på slutningen af min stressforløb. Jeg var igang med at trappe op i timetal, og rendte til møder med HR, arbejde, coach og Jobcentret nærmest hele tiden - og følte til sidst, at jeg ikke rigtigt lavede andet end at tale om stress, hele tiden.
Siden da, er jeg kommet på fuld tid, og har været det siden slutningen af januar. Alt hvad der hed aftaler og redskaber er kastet ud af vinduet, og min motivation er igen dalende. Det har noget med opgaverne at gøre, det har noget med ledelsen at gøre, og det har rigtigt meget med arbejdspladsen at gøre - kulturen på arbejdspladsen. Og det er som om, alle ved det, men ingen gør noget for at ændre det.
Måske, fordi det er sådan arbejdsmarkedet generelt er bygget op for tiden. Det er noget med, at man skal yde det maksimale altid, og der er konkurrence og optimering af alt. Og det er jo herligt for arbejdspladserne, at de kan se, der er vækst (for alt skal være i vækst - altid). Jeg har bare en idé om, at det er på bekostning af medarbejderne, der får det dårligere og dårligere, og går ned med stress, fordi de ikke kan følge med fysisk og mentalt til det høje gear, som altid kører i for tiden.
Så altså, jeg står et sted, hvor jeg efterhånden er ved at indse, at jeg nok ikke skal blive på min nuværende arbejdsplads i 10 år mere, men samtidig har jeg ikke rigtigt overskud til at lede seriøst efter noget andet - og er i øvrigt ikke kommet nærmere en afklaring om, hvad jeg vil være, "når jeg bliver voksen". Jeg aner det simpelthen ikke, og jeg ved ikke, om jeg nogensinde finder ud af det.

Privatlivet:
På hjemmefronten er husholdningen blevet øget. Jeg mødte i februar en rigtig sød mand til Roller Derby. Han var lige flyttet tilbage til Aarhus efter en tur til Ærø, og stod praktisk talt uden tag over hovedet. Egentlig var han bare en holdkammerat, men det udviklede sig pludseligt til noget mere, og efter en måneds tid, hvor han stort set havde været hos os hver dag, spurgte jeg, om han ikke lige så godt bare kunne flytte ind - sådan rigtigt, for han var her jo alligevel altid. Så han flyttede ind i maj.

Med ham fulgte også hans yngste datter, som er her ca. hver anden weekend. Hun er 10 år og bor til dagligt på Ærø med sin mor og storesøster. Hun er en dejlig og skør lille tøs. Jeg er stadig ved at lære hende at kende, men jeg fornemmer, at hun har en stærk personlighed, som jeg glæder mig til at opdage med tiden.
Det er spændende at se "deleforældrelivet" fra den anden side også. Hvordan det er at være den forælder/familie, der kun ser barnet hver anden weekend, og hvordan det ændrer forholdet til ens barn at ses så lidt. Hvor meget savn, det er forbundet med og hvor svært det er for hende at finde sig til rette her, fordi det er et nyt sted med nye mennesker; der er ikke et værelse kun til hende, så hun og Silje deler værelse og seng (slå-ud-seng) og det er sgu ikke optimalt, men det er sådan forholdene er lige nu.
Mest af alt er det lidt svært at se et barn, der ikke rigtigt kan finde sin plads, og ikke rigtigt ved, hvordan hun passer ind. Så hun ender med at være overgearet i halvandet døgn, for først at falde til ro om søndagen, når hun skal hjem til sin mor igen. Ikke fordi hun så skal hjem, men fordi hun har svært ved at hvile i sig selv i den konstellation, det er at være skilsmissebarn. Der skal prøves grænser af - og hun tester sin far til tænderne nogle gange - og jeg synes han håndterer det rigtigt godt med masser af kærlighed og forståelse, men samtidig konsekvent i sin holdning, og viser, at hun ikke kan fremprovokere en anden holdning eller et andet svar, end det hun fik til at starte med. Og alt taget i betragtning, så synes jeg, hun klarer det rigtigt flot.

Ud over hende, har han en teenager på 16 (snart 17), som vi ikke ser. Det er rigtigt hårdt for ham, at hun ikke har lyst til at se eller tale med ham, men det er hendes valg og hendes sårede følelser, og vi kan ikke gøre andet end at respektere, at det er sådan det er lige nu, og håbe på, det en dag ændrer sig, og hun får lyst til at se ham og på sigt måske også os. Hun er i hvert fald meget velkommen.
De to piger har desuden en storesøster, som han har været bonusforælder for i 19 år, og som indtil nu har boet i Tyskland. Vi besøgte hende i sommerferien i Holland, og hun er en rigtig sød ung kvinde, som vi også gerne vil se en masse til, nu hvor hun er flyttet hjem til Østjylland.

Bolig:
Der er simpelhen ikke plads nok her i hyblen, til alle de mennesker, vi efterhånden er. Det er uholdbart, at yngsten ikke har sit eget værelse hos os, og det bliver ikke ved at gå, at de to tøser deler værelse i længden. Det går fint nu, hvor det er lidt nyt endnu, men Silje nærmer sig teenage-alderen, og de har begge behov for at have et sted, hvor de kan trække sig tilbage og være sig selv.

Jeg har længe gerne ville have plads til at have kontor og hobbyrum adskilt fra stuen, så alt ikke er så klemt og kompakt. Og har længe haft en drøm om at have et rum til overnattende gæster, så familie og venner kan overnatte uden at skulle sove på sofaen. Og så ville det være dejligt og kæmpe luksus med et ekstra badeværelse, nu hvor vi er tre piger/kvinder i huset, og den ene snart er teenager.
Og så ville det jo være rigtigt dejligt, hvis der også kunne være plads til de to ældste piger, hvis det på et tidspunkt bliver aktuelt.

Så vi har ledt og søgt efter lejligheder i boligforeninger rundt onkring i Aarhus, hvor der i hvert fald kunne blive plads til de to yngste. Men ventelisterne er lange og det har virkelig lange udsigter. Eller havde.. for så snakkede vi for sjov om, at det kunne være dejligt engang at købe hus. Og så kiggede vi lidt for sjov, og var faktisk også ude at se et par stykker, som vi var faldet pladask for, men som slet ikke var, som vi havde forestillet os ud fra billederne i salgsannoncerne.
Og så en dag, da vi skulle ud til en fremvisning, fik jeg en mail fra Boligsiden om et nyt hus på markedet. Vi kørte forbi og så, hvor det lå på vej hjem fra det andet (som slet ikke var noget), og blev enige om, at det ville vi gerne have en fremvisning af. Vi så 2 dage senere, og så gik det pludselig stærkt.
Vi snakkede med diverse banker, og nogle af dem sagde (til vores store forbløffelse) at talene så fornuftige ud. Så nu har vi faktisk købt et hus!

Vi flytter til februar, hvor der er overtagelse den 1. De nuværende ejere er ved at bygge nyt hus, så derfor den lange overtagelse. Det giver os så lige noget tid til at få sparet en masse op til udbetaling og diverse gebyrer og den slags, men det er tæt på ulideligt at skulle være så længe. Vi skrev under den 23. august, så der er allerede gået 2-2,5 måneds ventetid.
Jeg forudser, at der kommer meget mere om boligkøbet og den slags i den nærmeste fremtid. For der er meget at fortælle.

Nu blev det et ret langt indlæg alligevel - og det er endda skåret ret tæt ind til benet, for der er meget mere at fortælle om det hele, men det kommer - lidt ad gangen.

Hav det rart indtil næste gang.

Kommentarer

Populære opslag