At være sygemeldt, del 1

Jeg havde en idé om, at jeg ville have skrevet et indlæg om, hvordan det var at være sygemeldt - og gøre det sådan løbende, mens det stod på - men jeg havde simpelthen ikke overskud til det, så det blev aldrig.
Siden har jeg også tit tænkt på det, men det er ikke blevet, for det der med at slæbe den bærbare ind i stuen og få den tændt, er ikke det, jeg har mest lyst til om aftenen. Men nu skulle det være - lige nu havde jeg gejsten. Så here goes. Den bliver delt i nogle stykker, som bliver udgivet over de kommende uger, så det ikke er helt så kompakt at læse...

De første 14 dage fik jeg Mirtazapin, en enkelt pille hver aften, en times tid før sengetid - til at sove på: slukke for tankerne og hjælpe mig med at falde i søvn. Og det skal jeg da lige love for hjalp... Jeg sov i 12 timer ad gangen og var så groggy resten af dagen og følte aldrig rigtigt, at jeg vågnede helt.
Det var okay i den første uges tid, hvor Silje var hos sin far, men bestemt ikke optimalt, da hun kom hjem til mig,

Det var usandsynligt svært at stå op i en halv til en hel time om morgenen, for at sende Silje i skole, og jeg gik direkte på hovedet i seng, når hun var sendt af sted, og sov så igen til kl. 12-13 stykker. Og så forsøgte jeg at spille frisk, når Silje kom hjem og indtil hun var puttet. Og så startede vi forfra igen: Pille ind, sove, sende i skole, sove, osv.

Efter 14 dage skulle jeg starte igen. Mandag var en kursusdag, hvor vi skulle møde kl. 8. Jeg kom sent i seng søndag aften, så valgte ikke at tage en pille, da jeg vidste, jeg ikke kunne nå at "sove den ud", inden jeg skulle køre bil. Det gik okay.
Mandag aften tog jeg så en pille, som vanligt, med det resultat, at jeg simpelthen ikke kunne vågne ordentligt tirsdag.
Jeg prøvede med et bad og med kaffe, men intet hjalp, så måtte give besked om, at jeg kom senere, for jeg var for groggy til at køre bil. Gik op og sov et par timer, og tog så af sted og var på arbejde ca. kl. 11.
Jeg tjekkede min mail den dag og holdt et møde med min chef, hvor vi aftalte, at han ikke ville se mig før på den anden side af Påske, og at jeg skulle have fat i min læge ang. pillerne og hvad fremtidsperspektivet var med dem.

Kommentarer

Populære opslag