Sygemeldt
Det seneste stykke tid - hvis jeg skal være ærlig, er det meget længere, op til et par år - i hvert fald siden slutningen af november/starten af december, har der været flere tegn på, at der var noget galt.
Den er gal med hukommelsen:
Jeg har længe haft svært ved at koncentrere mig om mit arbejde: jeg har generelt svært ved at tage mig sammen til at tage hul på mine opgaver, og når jeg endelig kom i gang, var det uhyre svært at holde koncentrationen og motivationen til at få opgaverne gjort færdige.
I slutningen af november, starten af december havde jeg nogle episoder, hvor jeg kunne sidde og stirre ind i skærmen og have absolut no clue om, hvad det var jeg var i gang med, og kunne heller ikke "finde frem til det" ved at backsteppe. Når jeg flippede rundt i de forskellige skærmbilleder og kigge på, hvad jeg havde liggende på bordet af sager, var der intet, der ledte mig tilbage til, hvad det var, jeg lige havde været i gang med. Det var lidt skræmmende, og fik mig til at tænke lidt nærmere over, hvad der egentlig foregik.
Jeg har tidligere lagt mærke til, at min hukommelse ikke altid lige ville det samme, som jeg. Jeg har haft svært ved at finde de ord, jeg ledte efter og har også flere gange oplevet at være gået totalt i stå midt i en samtale og ikke ane, hvad vi snakkede om. Oftest har det heldigvis blot været enkelte ord, der er forsvundet fra mit ordforråd.
Grådlabil:
Ud over hukommelsesdelen, har jeg været totalt grådlabil. Jeg har følt mig meget ked af det, og haft meget let til tårer - lettere end jeg plejer, for jeg har altid været lidt af en tudemarie. Jeg tuder over mange ting, film, bøger, af glæde - mange ting, som mange andre også gør, så er ikke speciel på det punkt.
Men pludselig kunne jeg sidde hjemme i min sofa og tude - ad ingenting, over mig selv og bare fordi. Og var det nu bare det, så gik det nok også. Desværre har jeg flere gange mærket tårene presse sig på, når jeg har været sammen med andre mennesker også. Jeg har været tæt på at tude, fordi min tillidsrepræsentant spurgte mig, om jeg ellers havde det godt, i en helt almindelig, saglig samtale om noget på arbejde. Underlæben bævede og tårerne samlede sig i øjenkrogene - bare fordi hun spurgte, om jeg havde det godt.
Det samme er sket til en 1:1 samtale med min chef, der sluttede af med at spørge, om der ellers var noget, vi skulle snakke om. Det var åbenbart også nok til, at jeg var ved at begynde at græde.
Hjertebanken:
I starten af 2017 havde jeg en uge med hjertebanken. Det startede en dag, da jeg satte mig i bilen for at køre på arbejde, og fortsatte faktisk resten af ugen. Det føltes lidt som om, der lå en kæmpe sten på brystet af mig, eller som om jeg ikke kunne trække vejret ordentligt ned i lungerne, uanset hvor meget jeg forsøgte at trække vejret dybt og roligt, så virkede det ikke. Det føltes som om mit hjerte bare hamrede derud ad og jeg kunne ikke stoppe det.
Det gik over igen efter en uges tid, men har været tilbage på besøg et par gange siden, dog kun i mere milde tilfælde af et par timers varighed. I den første uge, hvor jeg havde det konstant, googlede jeg, hvad hjertebanken kan skyldes og kom ind på en masse forskellige medicinsidder, hvor der stod en hel masse ting, jeg ikke kan huske (glemsomhed), men også en side om stress. Og på den sidde kunne man tage en stresstest - så det gjorde jeg - og den sagde, at jeg havde 6 eller 7 alvorlige stresssymptomer og burde søge læge. Det gjorde jeg, naturligvis, ikke - for bare, fordi en eller anden hjemmeside siger det, behøver det jo ikke betyde, det er rigtigt...
Manglende apetit:
Jeg ved ikke, om jeg egentlig kan sige, at det er et symptom, men jeg har ikke rigtigt haft nogen apetit. På en normal arbejdsdag spiser jeg de 3 hovedmåltider, morgen, middag og aften. Men jeg har aldrig rigtigt været god til at spise, når jeg har fri. I weekenderne, og når jeg ikke har Silje, glemmer jeg tit at spise og når jeg endelig spiser, så er det ofte bare ristet toastbrød med en eller anden form for pålæg - eller chips.
Men for tiden spiser jeg, fordi jeg ved, jeg skal spise - jeg føler mig sjældent sulten, eller har lyst til at spise - og det er mærkeligt, for jeg plejer faktisk at elske god mad, og selvom jeg ikke er sulten, kan jeg godt bare have lyst til at spise noget bestemt mad, men det har også manglet.
Urimelig/let til at blive sur/hidsig:
Silje er et ret "sensitivt" barn. Hun synes nogle gange, jeg er sur på hende og skælder hende ud, hvor jeg slet ikke har været sur på hende, men fortalt hende, at sådan gør/opfører man sig bare ikke. Ikke i et surt tonefald, men mere i et bestemt tonefald, og det har hun opfattet som at jeg var sur på hende, fordi jeg meget sjældent skælder "rigtigt" ud.
Men for en måneds tid siden oplevede jeg, at jeg var direkte urimelig i min reaktion på en meget lille ting, over for Silje. Hun havde haft en vendinde med hjem fra skole og de havde hygget med toasts og havde brugt næsten al osten. Det havde jeg ikke tjekket, inden jeg gik i gang med at lave aftensmad, og da jeg så skulle bruge osten, opdagede jeg, at der kun var en lille stump tilbage. Og det håndterede jeg ved at blive sur, skælde ud over, at de havde spist det meste af osten uden at fortælle det til mig og derefter køre (op at hente mere ost) uden at sige noget om, hvor jeg kørte hen og hvornår jeg regnede med at være hjemme igen. Det virker måske som en lille ting, men det er virkelig ikke karakteristisk for mig og jeg har stadig dårlig samvittighed over det.
Og det var også denne episode, der fik mig til at tage kontakt til min læge.
I skrivende stund er jeg sygemeldt og har været sygemeldt i 14 dage - jeg starter op igen i morgen med en kursusdag i Ejendomsadministration, og derefter tilbage på arbejde fra tirsdag, men med to ugentlige hjemmearbejdsdage, tirsdag og torsdag. Så får vi se, hvordan det kommer til at gå.
I hvert fald kan jeg konstatere at fremgangen i løbet af de 14 dages sygemelding, har været minimal.
Jeg har fået sovet en hel del - hvilket er godt og skyldes, at jeg har nogle piller, som skulle hjælpe mig med at falde i søvn og skulle give mig apetitten tilbage. Desværre har de også gjort, at jeg sover ca. 12 timer ad gangen og det har altså også lidt vendt op og ned på nat og dag for mig. Så det skal jeg have styr på og helt klart have talt med min læge om.
Jeg er ret sikker på, at den her sygemelding og aftalte hjemmearbedsdage ikke kan gøre det alene. Som sagt udløb sygemeldingen i dag, og jeg starter op igen i morgen, men jeg kan ikke føle nogen som helst bedring. Så jeg skal have snakket med min læge om mulighed for at få en henvisning til en psykolog.
Den er gal med hukommelsen:
Jeg har længe haft svært ved at koncentrere mig om mit arbejde: jeg har generelt svært ved at tage mig sammen til at tage hul på mine opgaver, og når jeg endelig kom i gang, var det uhyre svært at holde koncentrationen og motivationen til at få opgaverne gjort færdige.
I slutningen af november, starten af december havde jeg nogle episoder, hvor jeg kunne sidde og stirre ind i skærmen og have absolut no clue om, hvad det var jeg var i gang med, og kunne heller ikke "finde frem til det" ved at backsteppe. Når jeg flippede rundt i de forskellige skærmbilleder og kigge på, hvad jeg havde liggende på bordet af sager, var der intet, der ledte mig tilbage til, hvad det var, jeg lige havde været i gang med. Det var lidt skræmmende, og fik mig til at tænke lidt nærmere over, hvad der egentlig foregik.
Jeg har tidligere lagt mærke til, at min hukommelse ikke altid lige ville det samme, som jeg. Jeg har haft svært ved at finde de ord, jeg ledte efter og har også flere gange oplevet at være gået totalt i stå midt i en samtale og ikke ane, hvad vi snakkede om. Oftest har det heldigvis blot været enkelte ord, der er forsvundet fra mit ordforråd.
Grådlabil:
Ud over hukommelsesdelen, har jeg været totalt grådlabil. Jeg har følt mig meget ked af det, og haft meget let til tårer - lettere end jeg plejer, for jeg har altid været lidt af en tudemarie. Jeg tuder over mange ting, film, bøger, af glæde - mange ting, som mange andre også gør, så er ikke speciel på det punkt.
Men pludselig kunne jeg sidde hjemme i min sofa og tude - ad ingenting, over mig selv og bare fordi. Og var det nu bare det, så gik det nok også. Desværre har jeg flere gange mærket tårene presse sig på, når jeg har været sammen med andre mennesker også. Jeg har været tæt på at tude, fordi min tillidsrepræsentant spurgte mig, om jeg ellers havde det godt, i en helt almindelig, saglig samtale om noget på arbejde. Underlæben bævede og tårerne samlede sig i øjenkrogene - bare fordi hun spurgte, om jeg havde det godt.
Det samme er sket til en 1:1 samtale med min chef, der sluttede af med at spørge, om der ellers var noget, vi skulle snakke om. Det var åbenbart også nok til, at jeg var ved at begynde at græde.
Hjertebanken:
I starten af 2017 havde jeg en uge med hjertebanken. Det startede en dag, da jeg satte mig i bilen for at køre på arbejde, og fortsatte faktisk resten af ugen. Det føltes lidt som om, der lå en kæmpe sten på brystet af mig, eller som om jeg ikke kunne trække vejret ordentligt ned i lungerne, uanset hvor meget jeg forsøgte at trække vejret dybt og roligt, så virkede det ikke. Det føltes som om mit hjerte bare hamrede derud ad og jeg kunne ikke stoppe det.
Det gik over igen efter en uges tid, men har været tilbage på besøg et par gange siden, dog kun i mere milde tilfælde af et par timers varighed. I den første uge, hvor jeg havde det konstant, googlede jeg, hvad hjertebanken kan skyldes og kom ind på en masse forskellige medicinsidder, hvor der stod en hel masse ting, jeg ikke kan huske (glemsomhed), men også en side om stress. Og på den sidde kunne man tage en stresstest - så det gjorde jeg - og den sagde, at jeg havde 6 eller 7 alvorlige stresssymptomer og burde søge læge. Det gjorde jeg, naturligvis, ikke - for bare, fordi en eller anden hjemmeside siger det, behøver det jo ikke betyde, det er rigtigt...
Manglende apetit:
Jeg ved ikke, om jeg egentlig kan sige, at det er et symptom, men jeg har ikke rigtigt haft nogen apetit. På en normal arbejdsdag spiser jeg de 3 hovedmåltider, morgen, middag og aften. Men jeg har aldrig rigtigt været god til at spise, når jeg har fri. I weekenderne, og når jeg ikke har Silje, glemmer jeg tit at spise og når jeg endelig spiser, så er det ofte bare ristet toastbrød med en eller anden form for pålæg - eller chips.
Men for tiden spiser jeg, fordi jeg ved, jeg skal spise - jeg føler mig sjældent sulten, eller har lyst til at spise - og det er mærkeligt, for jeg plejer faktisk at elske god mad, og selvom jeg ikke er sulten, kan jeg godt bare have lyst til at spise noget bestemt mad, men det har også manglet.
Urimelig/let til at blive sur/hidsig:
Silje er et ret "sensitivt" barn. Hun synes nogle gange, jeg er sur på hende og skælder hende ud, hvor jeg slet ikke har været sur på hende, men fortalt hende, at sådan gør/opfører man sig bare ikke. Ikke i et surt tonefald, men mere i et bestemt tonefald, og det har hun opfattet som at jeg var sur på hende, fordi jeg meget sjældent skælder "rigtigt" ud.
Men for en måneds tid siden oplevede jeg, at jeg var direkte urimelig i min reaktion på en meget lille ting, over for Silje. Hun havde haft en vendinde med hjem fra skole og de havde hygget med toasts og havde brugt næsten al osten. Det havde jeg ikke tjekket, inden jeg gik i gang med at lave aftensmad, og da jeg så skulle bruge osten, opdagede jeg, at der kun var en lille stump tilbage. Og det håndterede jeg ved at blive sur, skælde ud over, at de havde spist det meste af osten uden at fortælle det til mig og derefter køre (op at hente mere ost) uden at sige noget om, hvor jeg kørte hen og hvornår jeg regnede med at være hjemme igen. Det virker måske som en lille ting, men det er virkelig ikke karakteristisk for mig og jeg har stadig dårlig samvittighed over det.
Og det var også denne episode, der fik mig til at tage kontakt til min læge.
I skrivende stund er jeg sygemeldt og har været sygemeldt i 14 dage - jeg starter op igen i morgen med en kursusdag i Ejendomsadministration, og derefter tilbage på arbejde fra tirsdag, men med to ugentlige hjemmearbejdsdage, tirsdag og torsdag. Så får vi se, hvordan det kommer til at gå.
I hvert fald kan jeg konstatere at fremgangen i løbet af de 14 dages sygemelding, har været minimal.
Jeg har fået sovet en hel del - hvilket er godt og skyldes, at jeg har nogle piller, som skulle hjælpe mig med at falde i søvn og skulle give mig apetitten tilbage. Desværre har de også gjort, at jeg sover ca. 12 timer ad gangen og det har altså også lidt vendt op og ned på nat og dag for mig. Så det skal jeg have styr på og helt klart have talt med min læge om.
Jeg er ret sikker på, at den her sygemelding og aftalte hjemmearbedsdage ikke kan gøre det alene. Som sagt udløb sygemeldingen i dag, og jeg starter op igen i morgen, men jeg kan ikke føle nogen som helst bedring. Så jeg skal have snakket med min læge om mulighed for at få en henvisning til en psykolog.
håber det går bedre, og du har fået hjælp
SvarSlet