Det stinker at være single!

Så er det lissom sagt! Det stinker decideret at være single.

Jeg bliver altid lidt træt, når folk i parforhold siger ting i retning af: "Åh, nogle gange savner jeg virkelig bare at være single!". Bevares, det gjorde jeg da også selv indimellem, da jeg var gift, men man skal virkelig bare lade være med, at misunde mig, at jeg er single.

Jeg HADER det, og det endda fra det inderste af mit hjerte.

Jeg hader, ikke at have en at dele hverdagen med - glæder og sorger og alt det middelmådige lige midt i mellem, som er bittesmåt og kæmpestort, som betyder alt og er pisse ligegyldigt.

Ikke at have én at holde i og af og om, og blive holdt i og af og om af, én at kysse på og med, én at gå i seng og vågne op sammen med. Én jeg bare kan "være" sammen med, uden at vi behøver tale med hinanden, eller lave det samme, men bare dele det samme rum, samme hus, samme område. 

Vi behøver ikke hænge sammen ved hoften og ikke være i stand til at foretage os noget alene uden den anden - det skal der være plads til, for ellers går man i stampe og stopper med at udvikle sig. Og det er sundt at være adskilte fra tid til anden, og give hinanden plads til at være sig selv og give mulighed for at komme til at savne. Men savne på den gode måde. På den måde, hvor man så glæder sig til at komme hjem til sin partner efter fraværet, og fortælle om sin alenetid og høre ham fortælle om sin.

Alt dét, som man har mulighed for, når man har en partner, men måske tager for givet. I et parforhold har man jo muligheden for at aftale, at der skal være tid og plads til fra tid til andne til at være sig selv, og så vende tilbage med fornyet energi til forholdet og friske øjne. 

Det kan man jo bare ikke, når man er single.. Det er sgu lidt svært at tage alenetid fra sig selv... med mindre, man selvfølgelig er en meditativ type - hvilket jeg absolut ikke er - og jeg tvivler i øvrigt ret stærkt på, at det kan lade sig gøre at meditere sig så langt væk fra sig selv.

Jeg siger bare, at det stinker at være single. Og det stinker i særdeleshed at være single på niende år! Det er et fucking årti, snart! Lige om et øjeblik har jeg været single i længere tid, end jeg var sammen med Siljes far. Jeg ved godt, at jeg har datet og småkærestet i løbet af årene, men eftersom intet har udviklet sig til at være "rigtige kærester" og ingen af "forholdene" har holdt ud over tre måneder, så forbeholder jeg mig retten til at sige, at jeg har været single, siden jeg blev skilt.

Og jeg hader det! Jeg egner mig virkelig bare ikke til at være single. Jeg hader at være alene langt det meste af tiden. Jeg hader, ikke at have et voksent menneske at tale med om alt fra stort til småt. Jeg hader at skulle klare mig selv i alle henseender, og skulle være god til alt, fordi der ikke er nogen til at være god til noget af det for mig, eller til at hjælpe mig med de ting, som jeg ikke er særlig god til, eller ikke kan finde ud af, selvom jeg prøver.

Jeg kan sagtens klare mig selv. Jeg kan ordne alt det huslige (selvom jeg virkeligt ikke gider), støvsuge, vaske gulve, lave mad, ordne vasketøj. Jeg kan klippe hæk - eller helt fjerne hæk for den sags skyld. Bore huller, hænge billeder/hylder/tv op, samle diverse møbler fra IKEA, sætte lamper op, skifte stikkontakter - alt. Så i det henseende har jeg ikke "brug" for en mand - jeg kan sgu godt selv. 

Men jeg har ikke lyst til at klare det hele selv. Jeg har ikke lyst til at skulle være stærk hele tiden. Jeg har ikke lyst til at være alene og altid selv bestemme, hvilken film jeg skal se i tv, hvor jeg skal hen på ferie, hvad jeg skal foretage mig i weekenden eller hvad jeg skal spise til aften. 
Jeg har lyst til at have én at dele alt det og meget mere med.

Er det så meget at forlange?

Kommentarer

Populære opslag