Vi skal snakke om det der stress...

Jeg har egentlig aldrig rigtigt set mig selv som stresset, og har tit haft den holdning, at jeg jo ikke lige er sådan én, der får stress, for så har man jo travlt hele tiden og det synes jeg jo ikke, at jeg har - og så er jeg jo, og har altid været, mega god til at slappe af og lave ingenting. Så nej, jeg er ikke typen, der bliver stresset, det er mere sådan noget "andre" bliver..

Men. Så var det, at min chef kom forbi i onsdags, og spurgte om jeg "lige havde fem minutter?". Og det havde jeg jo - for man siger jo ikke lige nej til chefen. Vi fandt et flex-rum og han bad mig sidde ned, og så siger han: "Er du stresset, Anette?". "Mig? Nej nej, jeg har da bare lidt travlt oven på de der trælse sager med skimmelsvamp sidste år, som gjorde at jeg kom bagud med varmeregnskaberne, som så har gjort at jeg er bagud med alle de "almindelige opgaver"...". Han sagde at det forlød, at jeg var stresset. Men det mente jeg da ikke lige, at jeg var - på trods af, hvad jeg lige havde siddet og sagt til ham.

Jeg ved da godt, at jeg har travlt, og jeg har vel egentlig også haft mere travlt det seneste halve år, end der nok egentlig er sundt. Og min flinke nye kollega har længe taget de fleste af mine forlængelser i ungdomsboligerne, så jeg kunne komme med med alle de andre sager. Problemet er bare lidt, at lige så snart, jeg sætter mig for, at nu skal jeg også lige have et overblik over de der bunker - så ringer telefonen eller der tikker en mail ind, med endnu et af de problemer, man ikke bare lige løser på fem minutter. Eller der ringer en forælder til et eller andet mere eller mindre ungt menneske, og forventer at få særbehandling, fordi netop deres barn er meget mere specielt eller fantastisk end alle andre unge mennesker. Eller som gerne bare lige vil have styr på lejeloven, fordi de enten aldrig selv har boet til leje, eller det er så længe siden, at de ikke husker, hvordan den slags foregår. Og det skal de også have lov til, og jeg tager mig tiden til at svare (pænt) på alle deres spørgsmål, men det tager ofte et kvarter til en halv time, og i det tidsrum får man jo ikke lige lavet en af de kontrakter, der ligger og venter, eller den der flytteopgørelse, eller, eller, eller......

Derudover har jeg også haft fuldt booket på hjemmefronten. De seneste 2-4 uger har der været noget næsten hver dag, som jeg enten skulle deltage i, forberede til eller forholde mig til på den ene eller den anden måde.
Og jeg har været stjernetræt, når jeg endelig er gået i seng om aftenen - som regel omkring midnat, ofte senere, fordi jeg simpelthen ikke kan få mig selv til at gå i seng tidligere - især ikke, hvis jeg har haft travlt i løbet af dagen og måske også efter Silje er blevet puttet - for hvis jeg bare går direkte i seng efter hun er kommet i seng, så føler jeg ikke, jeg har haft fri. Så har jeg bare arbejdet/været på hele dagen, og har slet ikke haft tid til at slappe af. Og selvom jeg har hygget med Silje, så er det ikke det samme. Jeg er åbenbart nødt til at sidde stille i sofaen med tv'et/playstationen/dvd'en tændt og se et eller andet, mens jeg glor i min telefon/på computeren/læser i minimum en time, gerne to - alene - inden jeg kan "forsvare" over for mig selv at gå i seng. Uanset hvor stjernetræt jeg måtte være.

Og så er der jo alt det følelsesmæssige rod, der er hele det forhold/ikke-forhold, som mig og Gfa har/havde. Det er jeg temmelig sikker på, der bestemt heller ikke har hjulpet på det hele.

Det var haft nogle konsekvenser, kan jeg se nu, hvor jeg mærker efter:

Min lunte er blevet markant kortere, end den tidligere har været. Der skal meget lidt til, før jeg bider. Og det er virkelig ikke, fordi jeg gerne vil bide af mine kolleger, mit barn, mine venner og familien, men der er bare meget kortere fra "provokation" til spydig kommentar - meget kortere end der burde være - og det er faktisk ikke okay.

Min hukommelse er bestemt ikke, hvad den har været. Jeg glemmer meget hurtigt, hvad det er jeg er i gang med, og starter op på andre/nye opgaver, fordi jeg har glemt, at jeg var igang med noget andet. Jeg mister ofte tråden midt i en samtale, og kan gå i stå midt i en sætning, fordi jeg simpelthen ikke aner, hvad det var, jeg var ved at sige. Jeg har ca. 1,5 maksimalt 2 meter fra mit spisebord til bestikskuffen - her til morgen ville jeg hente en ske til marmeladen, da jeg kom over til skuffen havde jeg ingen anelse om, hvad jeg var gået derover for. Jeg stod lidt og kiggede ud i luften, kom til at kigge på spisebordet, og efter et godt stykke tid, kom jeg så i tanke om, at det var en ske, jeg var gået efter. Jeg havde det éne formål med at gå over til skuffen. Jeg var ikke distraheret af noget, og jeg gik heller ikke og tænkte på alt muligt andet, men væk var det.

Jeg bliver også meget hurtigt distraheret. Især af lyde og larm. Jeg har enormt svært ved at koncentrere mig, hvis der er folk der snakker i nærheden af mig - især, hvis jeg er midt i en telefonsamtale. Og det behøver ikke være høj støj. Det kan sagtens være en helt almindelig samtale, i et ganske normalt stemmeleje.

Den dag der var Street Coffee Run, var der også Vestergadefest. Jeg var til begge dele. Stod i vanddepot og delte vand, saftevand og bananer ud til løberne fra 10-14/15 tiden. Så tog vi i Vestergade, fik en kop kaffe og en øl. Hørte Eiler spille jazz og så tog jeg hjem. Jeg var ikke i humør til mennesker. Og tog derfor hjem på sofaen og så en film (eller to). Om mandagen møder jeg Malle i kantinen, som spørger om det var sjovt til Vestergadefest. Jeg fortæller, at jeg tog meget tidligt hjem og slappede af på sofaen, men kan godt se, hun ser lidt mærkelig ud i ansigtet. Det var så meningen, at jeg skulle have været oppe hos hende at drikke G&T. Det havde jeg fuldstændigt glemt ALT om! Kæft, jeg syntes, det var pinligt. For hvad må hun ikke have tænkt? At hun og vores aftale slet ikke var vigtig eller betød noget for mig - men det var den og det gør hun, og det håber jeg virkelig, hun ved. Men det stod ikke i min kalender og det gjorde de to andre ting (facebook-invitationer), så derfor huskede jeg dem og ikke den mundtlige aftale, jeg havde lavet med hende.

Sådan helt generelt så kan jeg ikke længere huske en simpel aftale, hvis den ikke er skrevet ned i kalenderen - enten min arbejdskalender eller på min mobil - så kalenderen giver mig besked, når jeg har en aftale (eller senest et kvarter inden). Jeg glemmer det simpelthen ellers. Og ikke bare gamle "det aftalte vi for flere måneder siden" aftaler, men også aftaler vi lige har aftalt, og som sker senere i dag eller i denne uge.

Og så er der jo det med at kunne rumme mennesker. Som jeg har skrevet lidt om her i NS15-weekenden, og som også skete til Vestergadefest. Jeg får hurtigt "hjertebanken"/trykken for brystet/som om noget tungt sidder på min brystkasse, så jeg ikke rigtigt kan få vejret, hvis jeg skal være sammen med mennesker, og specielt hvis jeg har en fornemmelse af, at de forventer et eller andet af mig. Eller næsten endnu værre, hvis de godt ved, at tingene ikke helt er, som de skal være, og jeg fornemmer, at det har lidt ondt af mig eller er varsomme om, hvad de siger.

Så jo, alt i alt, så er jeg nok stresset. Jeg ved bare ikke rigtigt, hvad jeg kan/skal gøre ved det. Det har stået på i godt og vel et halvt år nu, og jeg kan ikke se, hvad der skal til, for at det vender. Men jeg tog, mest for sjov (for man ved jo aldrig rigtigt med den slags på nettet), nogle tests - en 4-5 stykker faktisk på diverse "officielle" stress hjemmesider. Alle test sagde, at jeg er medium til alvorligt stresset, og at jeg skal søge læge og få hjælp. Men kan man så stole på sådan en test? Og er det egentlig ikke bare noget pjat, det med at være stresset? Skal man ikke bare tage sig sammen, og få ordnet de ting, der giver stress og så komme videre ud over stepperne? Mon ikke bare, det er mig, der er lidt bagud og skal lidt op på beatet?

Kommentarer

Populære opslag