Min holdning #1 - Beskæftigelse
Første stop på vejen til at finde mit politiske ståsted er at tage et kig på, hvad jeg egentlig selv mener om nogle af de aktuelle (og knapt så aktuelle) emner.
Kontanthjælp/arbejdsløsheds- og arbejdsmarkedspolitik
Jeg er lidt ambivalent på dette område, for på den ene side mener jeg helt klart, at det skal kunne betale sig at arbejde - for alle - men jeg synes faktisk ikke, at vejen frem er at skære i kontanthjælpen og sænke loftet og generelt bare gøre det endnu sværere for folk på kontanthjælp at klare sig. Og helt ærligt, hvis en SoSu-assistent/-medhjælper eller rengøringsassistent tjener mindre end en kontanthjælpsmodtager, så tænker jeg, at det er et andet sted, der er noget galt. Hvis det skal kunne betale sig at arbejde, så må man sgu da hæve mindstelønnen for de faggrupper, der tjener mindre end hvad man kan få i kontanthjælp.
Sidst jeg var, sådan rigtigt, arbejdsløs, var da jeg var i starten af 20'erne, så det er godt og vel 10-15 år siden, så jeg har ikke førstehåndsviden på, hvordan det er at være arbejdsløs i dag. Allerede dengang skulle man gå på mere eller mindre latterlige kurser i jobsøgning, skrivning af CV og den slags. Jeg sad i en gruppe med andre arbejdsløse, der syntes det hele var mindst lige så latterligt og spild af tid, som jeg gjorde. Ikke fordi man ikke kan have godt af at lære at skrive en ansøgning eller hvordan man bedst opstiller et CV - men fordi det faktisk ikke rigtigt virkede til, at folkene fra Jobcentret helt selv troede på det, de lukkede ud. De var ikke rigtigt engagerede i projektet og deres hjælp var halvhjertet, for at sige det mildt. Jeg synes ikke, jeg lærte noget, jeg ikke vidste i forvejen. Og så er det faktisk spild af tid. Efter hvad jeg har hørt, så er der ikke ændret særligt meget ved det.
Hvis vi skal have en sektor, der primært beskæftiger sig med arbejdssøgende, ville det så ikke være fedt, om det rent faktisk hjalp dem? Til at finde deres potentiale, deres spidskompetencer, deres passion? Og jo, nogle er håbløse til at skrive en ansøgning eller et CV, men så kom dog med noget ordentlig hjælp og gå lidt ind i kampen. Når man mærker at de folk, der egentlig skulle hjælpe, ikke rigtigt gider, så mister man altså også selv lysten.
Jeg kan godt forstå, at "vi" er nødt til at gøre noget for at sikre, at folk ikke bare dovner den og hæver deres "fede" kontanthjælpscheck og nasser på samfundet. Det er der sikker nogle der gør - men jeg synes ikke rigtigt, det klæder os automatisk at gå ud fra, at sådan gør alle, og så indrette vores system efter det.
De arbejdssøgende, jeg kender til, ville voldsomt gerne have et arbejde, noget at stå op til om morgenen - et tilhørssted, en arbejdsidentitet (som ikke var arbejdsløs/-søgende). De vil gerne bidrage til samfundet og yde deres del. Tjene sine egne penge, arbejde for sin løn og ikke leve af samfundets almisser.
Der er bare så pisse mange om buddet, så det er ikke let at få et job. Ofte er der virkelig mange ansøgere pr. opslåede stilling, og så er det altså en kamp at blive valgt. Og det er ikke alle, der er geniale til at skrive ansøgninger eller lave CV, men de klarer sig måske virkelig godt til samtaler - det finder arbejdsgiverne bare ikke ud af, fordi de aldrig når så langt. Andre er måske eminente til det skriftlige forarbejde, men virkelig dårlig til den mundtlige fremstilling og til at sælge sig selv til en samtale - også selvom de måske ville være perfekte til at bestride netop dét job, men de fik ikke muligheden, fordi de var nervøse eller ikke "performede" lige den dag, de var til samtale.
"Men så kan de jo bare tage et rengøringsjob! Dem er der jo nok af, men danskerne gider ikke den slags arbejde!". Ja, hvis det så bare var så nemt. For det første vrimler det ikke ligefrem med stillinger som rengøringsassistent - et hurtigt opslag på Jobindex fandt 101 stillinger på landsplan. Det er ikke øredøvende mange, men det er ikke den eneste forhindring. Der er nemlig en lille ting, der hedder overkvalificeret, og det er en kategori man hurtigt kan befinde sig i, når man søger job som rengøringsassistent. Ikke fordi man nødvendigvis selv synes det, eller synes man er "for fin til den slags arbejde", men fordi man selv i et såkaldt ufaglært job, skal læres op. Det tager tid og tid er penge. Og hvis du nu havde et rengøringsfirma, hvor mange gange ville du så synes det var fedt at bruge tid - og dermed penge - på at oplære "den ene DJØF'er efter den anden" for så at se dem forsvinde, når de fandt et job inden for deres uddannelsesfelt? Nok ikke særligt mange gange. Og så bliver man altså frasorteret til den slags stillinger.
Derudover kan jeg faktisk også sagtens forstå, at de der har brugt 5-7 år af deres liv på at tage en akademisk uddannelse, også gerne vil arbejde med det, de har uddannet sig til, når de endelig er færdige. Det ville jeg da også gerne, da jeg var færdig som kontorassistent. Og så er det sgu da lidt ærgerligt at komme til at sidde i kassen i Netto, fordi det var der, der var et job at få. For det kræver faktisk ikke nogen som helst uddannelse at være kassedame - I know, jeg har været det, af flere omgange - og så har man jo faktisk spildt den uddannelse. Jeg ville også smutte ved den første givne lejlighed, til et job der gav mere og var mindre fysisk hårdt.
En anden ting, er hele debatten om den offentlige sektor, men den tror jeg, vi tager i et indlæg for sig.
Det er efterhånden blevet lidt langt. Så de resterende emner kommer nok hver for sig. Herunder er nogle af de emner, jeg forestiller mig at komme ind på:
Flygtninge- og indvandrerpolitikken
Ældreområdet
Børne- og familieområdet, herunder skolereformen
Den offentlige sektor
Kontanthjælp/arbejdsløsheds- og arbejdsmarkedspolitik
Jeg er lidt ambivalent på dette område, for på den ene side mener jeg helt klart, at det skal kunne betale sig at arbejde - for alle - men jeg synes faktisk ikke, at vejen frem er at skære i kontanthjælpen og sænke loftet og generelt bare gøre det endnu sværere for folk på kontanthjælp at klare sig. Og helt ærligt, hvis en SoSu-assistent/-medhjælper eller rengøringsassistent tjener mindre end en kontanthjælpsmodtager, så tænker jeg, at det er et andet sted, der er noget galt. Hvis det skal kunne betale sig at arbejde, så må man sgu da hæve mindstelønnen for de faggrupper, der tjener mindre end hvad man kan få i kontanthjælp.
Sidst jeg var, sådan rigtigt, arbejdsløs, var da jeg var i starten af 20'erne, så det er godt og vel 10-15 år siden, så jeg har ikke førstehåndsviden på, hvordan det er at være arbejdsløs i dag. Allerede dengang skulle man gå på mere eller mindre latterlige kurser i jobsøgning, skrivning af CV og den slags. Jeg sad i en gruppe med andre arbejdsløse, der syntes det hele var mindst lige så latterligt og spild af tid, som jeg gjorde. Ikke fordi man ikke kan have godt af at lære at skrive en ansøgning eller hvordan man bedst opstiller et CV - men fordi det faktisk ikke rigtigt virkede til, at folkene fra Jobcentret helt selv troede på det, de lukkede ud. De var ikke rigtigt engagerede i projektet og deres hjælp var halvhjertet, for at sige det mildt. Jeg synes ikke, jeg lærte noget, jeg ikke vidste i forvejen. Og så er det faktisk spild af tid. Efter hvad jeg har hørt, så er der ikke ændret særligt meget ved det.
Hvis vi skal have en sektor, der primært beskæftiger sig med arbejdssøgende, ville det så ikke være fedt, om det rent faktisk hjalp dem? Til at finde deres potentiale, deres spidskompetencer, deres passion? Og jo, nogle er håbløse til at skrive en ansøgning eller et CV, men så kom dog med noget ordentlig hjælp og gå lidt ind i kampen. Når man mærker at de folk, der egentlig skulle hjælpe, ikke rigtigt gider, så mister man altså også selv lysten.
Jeg kan godt forstå, at "vi" er nødt til at gøre noget for at sikre, at folk ikke bare dovner den og hæver deres "fede" kontanthjælpscheck og nasser på samfundet. Det er der sikker nogle der gør - men jeg synes ikke rigtigt, det klæder os automatisk at gå ud fra, at sådan gør alle, og så indrette vores system efter det.
De arbejdssøgende, jeg kender til, ville voldsomt gerne have et arbejde, noget at stå op til om morgenen - et tilhørssted, en arbejdsidentitet (som ikke var arbejdsløs/-søgende). De vil gerne bidrage til samfundet og yde deres del. Tjene sine egne penge, arbejde for sin løn og ikke leve af samfundets almisser.
Der er bare så pisse mange om buddet, så det er ikke let at få et job. Ofte er der virkelig mange ansøgere pr. opslåede stilling, og så er det altså en kamp at blive valgt. Og det er ikke alle, der er geniale til at skrive ansøgninger eller lave CV, men de klarer sig måske virkelig godt til samtaler - det finder arbejdsgiverne bare ikke ud af, fordi de aldrig når så langt. Andre er måske eminente til det skriftlige forarbejde, men virkelig dårlig til den mundtlige fremstilling og til at sælge sig selv til en samtale - også selvom de måske ville være perfekte til at bestride netop dét job, men de fik ikke muligheden, fordi de var nervøse eller ikke "performede" lige den dag, de var til samtale.
"Men så kan de jo bare tage et rengøringsjob! Dem er der jo nok af, men danskerne gider ikke den slags arbejde!". Ja, hvis det så bare var så nemt. For det første vrimler det ikke ligefrem med stillinger som rengøringsassistent - et hurtigt opslag på Jobindex fandt 101 stillinger på landsplan. Det er ikke øredøvende mange, men det er ikke den eneste forhindring. Der er nemlig en lille ting, der hedder overkvalificeret, og det er en kategori man hurtigt kan befinde sig i, når man søger job som rengøringsassistent. Ikke fordi man nødvendigvis selv synes det, eller synes man er "for fin til den slags arbejde", men fordi man selv i et såkaldt ufaglært job, skal læres op. Det tager tid og tid er penge. Og hvis du nu havde et rengøringsfirma, hvor mange gange ville du så synes det var fedt at bruge tid - og dermed penge - på at oplære "den ene DJØF'er efter den anden" for så at se dem forsvinde, når de fandt et job inden for deres uddannelsesfelt? Nok ikke særligt mange gange. Og så bliver man altså frasorteret til den slags stillinger.
Derudover kan jeg faktisk også sagtens forstå, at de der har brugt 5-7 år af deres liv på at tage en akademisk uddannelse, også gerne vil arbejde med det, de har uddannet sig til, når de endelig er færdige. Det ville jeg da også gerne, da jeg var færdig som kontorassistent. Og så er det sgu da lidt ærgerligt at komme til at sidde i kassen i Netto, fordi det var der, der var et job at få. For det kræver faktisk ikke nogen som helst uddannelse at være kassedame - I know, jeg har været det, af flere omgange - og så har man jo faktisk spildt den uddannelse. Jeg ville også smutte ved den første givne lejlighed, til et job der gav mere og var mindre fysisk hårdt.
En anden ting, er hele debatten om den offentlige sektor, men den tror jeg, vi tager i et indlæg for sig.
Det er efterhånden blevet lidt langt. Så de resterende emner kommer nok hver for sig. Herunder er nogle af de emner, jeg forestiller mig at komme ind på:
Flygtninge- og indvandrerpolitikken
Ældreområdet
Børne- og familieområdet, herunder skolereformen
Den offentlige sektor
Kommentarer
Send en kommentar
Sig hej, så bliver jeg glad