Skilsmissegruppen

Silje har i 8 uger gået i en skilsmissegruppe på skolen. I gruppen var de 6 børn fra klassen, der alle er skilsmissebørn. Nogle var lige blevet det, andre, som Silje, havde været det længe.

I gruppen talte de om, hvad det vil sige at være skilsmissebarn og hvordan det føles. Og de fik snakket om nogle af de ting, det kan være svært at tale med mor og far om. "Møderne" lå om torsdagen i skoletiden, mens resten af klassen havde danskundervisning. Hvert møde varede 1,5 time. De startede hvert møde med boller og saftevand. Hver gang har de leget en eller anden leg og de havde fået at vide den aller første gang, at det der blev sagt til møderne, ikke måtte fortælles til de andre i klassen. Man må gerne fortælle det til mor og far, men ikke til de andre.

Da Silje er hos mig hver torsdag, har jeg haft glæden og fornøjelsen af at høre, hvor begejstret hun har været for at gå i skilsmissegruppen. Hun har glædet sig rigtigt meget til at skulle af sted - hver eneste gang. Det var lige før, der var krise den torsdag, hun var syg og måtte gå glip af et møde. Og hun har fortalt om alle de ting de har talt om. Hvad de andre havde sagt om emnet, hvad hun selv havde sagt, og hun har spurgt ind til rigtigt mange ting angående vores skilsmisse.

Det har været skønt! Sådan rigtigt. Ud over, at hun jo har været helt vild efter at komme i skole om torsdagen, så har det været super skønt, at hun nu gerne vil tale om de ting, der kan være svære at tale om. Og hun har selv spurgt ind til nogle ting, som f.eks. hvordan vi fortalte hende, at vi skulle skilles - hun var to, så der var ikke de helt store forklaringer, som der måske har været hos de af de andre, hvis forældre lige er blevet skilt. Til gengæld har jeg siden fortalt hende lidt om, hvorfor vi blev skilt. Hun har ikke fået hele historien endnu - jeg synes stadig, hun er for lille, men hun ved, at det var mig, der ikke ville mere.
Og hun har fået fortalt om nogle af de ting, der gør hende lidt ked af det, og nogle af de ting, der gør hende glad. Vi har fået nogle skønne snakke ud af det, og det har været super dejligt.

Nu er forløbet desværre slut - der var kun sat 8 gange af til denne gruppe. Nu skal de sidste 3 skilsmissebørn i klassen starte i en anden gruppe sammen med 3 andre børn fra årgangen, og så kan det være det udvides til resten af skolen.

De havde afslutning i onsdags - den eneste gang, det ikke var en torsdag - og denne gang om eftermiddagen fra 15-17. Årsagen? Forældrene var inviterede til at være med i den sidste time, så for at vi skulle kunne nå at være med (og ikke skulle gå midt i arbejdstiden for at deltage om formiddagen), havde de lagt den sidste gang om eftermiddagen.
Vi fik kaffe og kage, legede en stoleleg, og fik fortalt en masse om, hvad børnene havde talt om og hvordan møderne var blevet afviklet.

Opdatering:
Jeg glemte at skrive, at Statsforvaltningen har et tilsvarende tilbud, men hvor det er "fremmede" børn, der er i gruppe sammen. Og altså børn fra hele Statsforvaltningens område. Der er sikkert både fordele og ulemper ved begge løsninger. Jeg tror faktisk, at selve møderne foregår nogenlunde ens, uanset hvilket regi, det foregår i. Det er bare "udvalget" af de andre børn i gruppen, der er anderledes.

Kommentarer

Populære opslag