Mere fødselsdag

Skal vi ikke snakke om noget andet, hva'? Jeg synes efterhånden, at vi har fået fastslået, hvor dårlig jeg faktisk er til at håndtere breakups, savn og det med at være alene, når jeg hellere ville være to.
Så i dag tænkte jeg, at jeg ville skrive det indlæg, som jeg egentlig ville have skrevet i weekenden, da jeg skrev om pool og afklaring i stedet, og som jeg så havde tænkt, jeg ville skrive i aftes, inden det udviklede sig til en lettere hovedrengøring af barnets værelse... Nemlig et indlæg om fødselsdag. Nærmere bestemt barnets fødselsdag for klassen:

Forrige søndag holdt vi fødselsdag for pigerne i Siljes klasse - sammen. Og sammen, er jo så Siljes far, bonus-A og jeg, der tilsammen sørgede for mad til en børnefødselsdag. Ja, eller, jeg havde fået at vide, hvilke ting jeg skulle sørge for, og så sørgede jeg for det. For selve planlægningen af fødselsdagen var jeg ikke med til. Jeg blev spurgt om datoen passede med mig og så var det ellers det. De gik vist som udgangspunkt ud fra, at det skulle holdes hos dem - jeg husker i hvert fald ikke at være blevet spurgt om det.

Tøserne var inviteret til kl. 12, så vi aftalte, at jeg kom ud til dem ca. kl. 11. Jeg medbragte bedsteveninden, så slap hendes mor for at køre hende, og de to tøser kunne underholde hinanden under forberedelserne og igen mens vi pakkede sammen og ryddede op.

Da vi ankom var de igang med at lave pizzaer til tøserne, og Silje var vist ved at hjælpe bonus-A med at lave fondant-blomster til at komme på de cupcakes, der skulle spises til dessert. Jeg blev sat til at dække bord. Det jeg havde medbragt var frugt og grønt til henholdsvis frugtsalat og "gnave-grønt", og det skulle også lige skæres ud først (og nybagte boller), så det startede vi på, da der blev plads ved køkkenbordet.
Silje og bedsteveninden overtog fondantblomsterne, indtil Silje skulle have skiftet tøj. Og da hun var færdig med det, var gæsterne faktisk kommet.

Der manglede et par stykker. Det viste sig, at de ikke lige havde fået afleveret invitationen derhjemme, og forældrene havde desværre ikke set indbydelsen på Forældreintra, så der manglede tre ved bordet. På den positive side, så var der nu i hvert fald rigeligt mad, og gik man sulten fra bordet, var man selv ude om det ;-)
Der var pizza med forskelligt fyld, gulerods-, agurke- og rød peberfrugtstænger, cupcakes, frugtsalat og boller. Ingen af tøserne spiste boller - de var simpelthen for mætte, heldigvis spiste deres mødre nogle af dem, da de hentede dem. Resten blev fordelt mellem os, så Siljes far og bonus-A fik en stor pose og jeg tog en stor pose med hjem, som blev spist på arbejde et par dage efter.

Indimellem al spisningen, som foregik lidt i etaper, var der lidt aktiviteter, selvom der desværre blev skåret lidt ned i det pga. vejret. Der skulle have været en skattejagt, men fordi det virkelig bare regnede, så aflyste vi det, og det var meningen, at tøserne i stedet skulle have deres slikpose udleveret, når de blev hentet. I stedet blev der afholdt en omgang "Smadremaskinen", som åbenbart er et koncept på Ramasjang, med Onkel Reje. Jeg kender det ikke - det er heldigvis noget tid siden, at Silje er holdt op med at se Ramasjang her hos mig. Men den her udgave gik ud på, at smadre gamle tallerkener med store sten.
Det var et hit. I hvert fald hos de fleste af tøserne, der virkelig gik til den og kastede de der sten mega hårdt.

I en anden pause fra spisningen var der fri leg, og tiden blev brugt på at lege café med Siljes lillebrors  (som ikke var hjemme) legekøkken. En 3 stykker af tøserne "arbejdede" på caféen, og de andre skulle så bestille mad hos dem, og fik et nummer. Når maden så var færdig, kom de ind på værelset med det og råbte nummeret op - så skulle man så kunne huske sit nummer - det var de så ikke for gode til, det med at huske numrene. Men de hyggede sig, og det er jo egentlig det vigtigste.
Resten af tøserne sad så på værelset og legede med Monster High, Furby og iPad.
Og så var det tid til at åbne gaver. De giver for en 20'er hver, så det er nogle gange nogle lidt spøjse gaver, men de hygger sig med det, og det er vel egentlig det vigtigste.

De føromtalte boller, var egentlig til forældrene, når de hentede deres børn ved 15-tiden. Og mens de voksne spiste boller, så fandt Silje og bedsteveninden på, at de kunne lege tampen brænder med slikposerne. Så sådan blev det. Da de sidste var daffet ud ad døren kl. 16, var der så lige en omgang oprydning tilbage, inden jeg kunne køre hjem. Jeg tror, jeg fik afleveret bedsteveninden lidt i 17. Og så fik jeg da lige en kop kaffe og en sludder for en sladder, mens jeg var der. Super hyggeligt.

Kommentarer

Populære opslag