Fra børn og fulde folk...

Silje er begyndt i en skilsmissegruppe i sin klasse, og hun er super glad for det. Hver gang hun har været afsted kommer hun hjem og fortæller om alle de gode (og dårlige) ting, de har talt om. Om hvordan hun har det med de ting, de har talt om den dag og hvad hun havde sagt om det deroppe.

I dag havde de åbenbart snakket om deres forældre og deres kærester. Hun havde sagt, at hun jo egentlig var glad nok for sin bonusmor og lillebror og alt det, der er ude hos hendes far. Men også at hun synes, det var rigtigt dejlig, at hun bare havde mig herhjemme, og at der ikke var nogen andre.

Samtidig så syntes hun bare, at det var rigtigt dejligt for mig, når jeg havde en kæreste, fordi det gjorde mig glad. Og hun syntes jeg skulle være glad. Jeg sagde til hende, at nu havde hun mig jo for sig selv igen (hun vidste det altså godt i forvejen), og det var hun glad for, men hun syntes, det var synd for mig. Det var lidt hårdt at høre, at hun havde tænkt over det. Og over at jeg måske var lidt ked af det, og lige der savnede jeg ham rigtigt meget.

Det skal altså lige siges, at jeg har det sådan semi okay med det efterhånden. Jeg savner ham dog stadig, og når jeg ser ham, har jeg stadig lyst til at holde om og kysse ham, men det går bedre og bedre. Jeg er stort set ikke ked af det mere - der er jo ikke noget at gøre ved det. Det hjælper jo ikke noget at være ked af det, det kommer der ikke noget ud af, så jeg forsøger så godt, jeg kan at være glad og positiv - og jeg synes, det lykkes meget godt.

Men en gang imellem, og mest når jeg sidder alene om aftenen, så bliver jeg en anelse nostalgisk og så savner jeg ham bare, og jeg savner at snakke med ham.

Og bedst som man sidder og skriver et indlæg om at savne lidt, så ringer Malle og fortæller sjove historier, og så får man grinet og så går det hele lidt igen.