Alene vs. Ensom

Noget af det, vi har talt om, da vi stoppede med at ses, var behovet for at være alene; for ikke altid at skulle være sammen med nogen andre og lade op til at skulle være sammen med andre mennesker igen.

Jeg har tænkt en del over det. Ikke kun i den halvanden uge, det er gået, hvor jeg igen er blevet alene, men også rigtigt meget siden jeg blev skilt for snart syv år siden (åh gud, er det så længe siden? Ja, det var september 2008, så det må vel give syv år i år..).

I de seks et halvt (det er stadig pisse mange) år, har jeg været rigtigt meget alene. På flere måder. 

Jeg har været alene rent parforholdsmæssigt i samlet set nok fem et halvt til seks år ud af de år. Jeg har ikke sådan rigtigt haft nogle overdrevent seriøse forhold, men et par stykker, der varede længere end andre. Det virker lidt som om tre måneder er der, hvor grænsen har gået, og vi er stoppet med at se hinanden. Inkl. denne gang og Smeden har der været tre af den slags. 

Så altså har jeg været rigtigt meget alene - på forholdsfronten.

Jeg har også været alene i den forstand, at jeg bor rigtigt langt væk fra min familie. Vi ses ikke ofte, fordi afstanden ikke lige er til, at man smutter forbi til aftensmad, eftermiddagskaffe eller bare lige for at sige hej. Vi planlægger, gerne i lidt god tid, når vi skal ses, så vi er sikre på ikke at køre forgæves. Det har jeg det sådan set fint med. Mit liv er her, og jeg kan ikke rigtigt forestille mig at flytte herfra lige foreløbigt. Og så længe jeg ved, at de er der for mig, når jeg har brug for dem, så er det nok for mig - og det har jeg en enorm tryghed i.

Udover de to foregående, så har jeg også været "alene" alene. Altså alene, uden andre mennesker omkring mig, ikke engang Silje, rigtigt mange gange - med vilje. 

Med den hverdag jeg har, hvor alt kører efter et skema - i øvrigt stort set det samme hvert eneste dag - så kan jeg tit godt føle mig enormt hængt op. Jeg har tidligere skrevet om, den konstante dårlige samvittighed både over for Silje og over for mit arbejde. Jeg føler, jeg er for lidt begge steder, og det dræner min energi rigtigt meget. Så i nogle, ret mange i øvrigt, af de weekender i tidens løb, hvor Silje har været hos din far, har jeg helt bevidst hevet stikket ud på socialiseringsfronten og bare fladet ud herhjemme. 
Det kan have været med tv, internet, Netflix eller blogskrivning. Det har også ofte været de huslige pligter, der endelig har fået overhånd og er blevet udført, rengøring, støvsugning, en sjælden gang vinduespudsning, måske vasketøjet, der er blevet ordnet. Eller at tegne, lægge neglelak, sove på sofaen, kort sagt alt - og mindst lige så vigtigt: intet! 

Og jeg elsker det! 

Jeg elsker, at jeg ikke skal stå til regnskab for nogen over, hvad jeg har brugt min tid til af mere eller mindre meningsløse og ligegyldige ting. Jeg elsker, at jeg i den grad får ladet op på mine batterier i den slags weekender, så jeg er klar til en ny uge og til igen at være sammen med en masse mennesker og ikke mindst være nogens mor igen. 

Og det, der gør, at den slags weekender kan lade sig gøre er, at selvom jeg har været meget alene, så har jeg ikke været ensom. Jeg har vidst, at 95% af den tid, jeg har haft alene, er selvvalgt (hvis vi lige regner hele parforholddisputationen ude af sammenligningen). Fordi jeg har vidst, at jeg havde min omgangskreds, der var klar til at springe til og lade op på de batterier, der skulle fyldes med dejligt socialt samvær, når det var det, jeg havde brug for.

Jeg har en skøn og fantastisk omgangskreds med de dejligste mennesker, både familie, venner og bekendte, og jeg er så glad, stolt og priviligeret at have lige netop de mennesker i mit liv. Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at der stort set altid er én et sted, der også godt lige "kunne drikke en kop kaffe", eller en øl, måske tage med i biffen, i byen, på gåtur i skoven, hvis jeg trænger til at være social. Og som også accepterer et afbud med den trælse begrundelse, at jeg måske bare ikke lige magter mennesker i dag - og omvendt i øvrigt også. 

Det, at jeg ved, de er der, hvis og når behovet er der, er det, det gør, at jeg i de seks et halvt år, jeg har været alene, stort set aldrig har følt mig ensom. 

Det skal I have en hjertens stor tak for! 

Jeg håber, I alle ved, hvor meget I betyder for mig, alle som én. Og at den dør går begge veje, så jeg i videste udstrækning også kommer, når I kalder.

:-*