Lidt opfølgning, del 2 - Arbejde

2. del af opfølgningen om, hvad der fylder i mit liv lige nu.

Arbejde:
*Dyb indånding* Principielt kan jeg egentlig godt lide mit arbejde. Jeg har tidligere været ret glad for at være administrator, og hvis rammerne og forholdene havde været nogle andre, så ville jeg sikkert ikke have været så træt af mit arbejde lige nu, som jeg er gået hen og er blevet. Lige nu er der for meget larm, for mange trælse sager (der kunne have været undgået, hvis man havde været forudseende), for mange opgaver generelt og for meget fnidder i krogene.
Sagerne og opgaverne kan jeg sagtens håndtere. Eller det ville jeg kunne, hvis der for f*nden da bare var ro og færre forstyrrelser fra telefoner, kolleger og mails.

Den største synder i hele "må vi så få noget arbejdsro, for h*lvede!"-problematikken er, at vi sidder i storrumskontor - med ca 30 mennesker. Der er selvfølgelig afskærmet indimellem, men afskærmningen består for mine nærmeste 8 kolleger af reoler og "støjskærme". Mod resten af de 30 er der sat glasvægge op. Min afdeling er desideret spærret inde bag en glasmur, fordi vi larmer.
Vi larmer fordi vi, som den eneste afdeling, har borgerkontakt. Vi har telefonsamtaler med vores lejere flere gange dagligt, derudover snakker vi med viceværter, sagsbehandlere og andet godtfolk. Vi tager imod fejlopkald til andre forvaltninger, og forsøger at guide dem det rigtige sted hen. Vi sparer med hinanden hen over støjskærme og reoler, for at kunne levere så god, hurtig og præcis en service, som vi kan, overfor lejere, samarbejdspartnere og andre kolleger. Så derfor er der aldrig ro i vores afdeling.

Det er irriterende for resten af forvaltningen, det er jeg med på. Hvad de bare ikke rigtigt forstår er, at det faktisk også er forstyrrende for os selv. De andre i vores del af den hestesko vi sidder i (med 60-70 medarbejdere i alt) kan lukke af for lyden, ved at få sat glasvægge op - som så spærrer os endnu mere inde og gør lyden hos os endnu mere intens og indeklimaet endnu mere ulideligt. Vi har ikke den samme mulighed.
Der hvor jeg sidder, har jeg front direkte til den gang, hvor alle kommer og går. Mellem min afdeling og gangen er der en glasvæg. Hver eneste gang, der går en eller anden forbi på gangen, så flyver blikket helt automatisk op, for at se, hvem det er. Var det nu den teknikker, jeg skulle have snakket med om en ejendom, der var på vej ud ad døren, så jeg heller ikke nåede ham i dag? Var det en af mine kolleger i afdelingen, som jeg så skulle holde styr på, hvor var og passe hans telefon, men han er væk? Det forstyrer helt vildt, og det er en automatik, der er virkelig svær at slå fra.

De dage, hvor Silje er hos sin far, har jeg mulighed for at blive sent på eftermiddagen, når de fleste andre er taget hjem. De dage når jeg ca. den samme mængde arbejde på 2-3 timer om eftermiddagen, end jeg nåede hele den ordinære arbejdstid. Simpelthen fordi der er ro på det tidspunkt af dagen. Resten af dagen kan jeg simpelthen ikke samle tankerne ordentligt til at skrive de breve, mails og andet, der skal ordnes, på en ordentlig måde. Midt i en mail, bliver man forstyrret og så røg den tanskestrøm til det gode svar. Når man vender tilbage til mailen igen, skal man på ny sætte sig ind i problemstillingen og finde frem til, hvad det egentlig var, man ville have svaret.

Det er demotiverende og sænker virkelig min ydeevne, arbejdsglæde og lysten til at gå på arbejde.
Når jeg kommer hjem, er jeg ør i hovedet og har bare brug for at se noget dumt TV, hvor man ikke behøver følge alt for meget med og bare kan space ud. Og så skal man være nogens tilstedeværende mor samtidig... *pust ud*