Forbudte tanker

Når man godt ved, det er dumt, men man har lyst til det alligevel. Når man overvejer at skrive til ham, man godt ved, man skal holde sig fra, fordi der intet godt kommer ud af det, men man bare rigtigt meget har "lyst" til at skrive til ham alligevel.

Man gør det naturligvis ikke, for hvordan vil han mon  reagere. Bliver han sur, irriteret eller tror han, man er på vej tilbage til der, hvor man var engang, hvor ingen af os har lyst til at være igen? 

For det er jo ikke det, man gerne vil. Men det kan man jo heller ikke skrive til manden og sige. 

Og så er der jo risikoen for, at det bliver super akavet igen og det vil man jo helst heller ikke. Ikke nu, hvor man endelig har fået et godt forhold til hinanden og kan snakke godt sammen og pjatte, så ville det jo være dumt at ødelægge det, bare fordi man havde "lyst" til at skrive til ham.

Så skriver man et indlæg på en ellers "glemt" blog i stedet og får afløb for sin skrivelyst på den måde, uden at man rigtigt har sagt noget til nogen, og uden at man behøver at forklare det til en hel masse, der ikke kan forstå det. Og med rette, fordi de har lagt øre til hele konflikten, da den var i gang. Og man orker ikke deres velmenende råd om at passe på sig selv, fordi man ved, at det slet, slet ikke er der, man gerne vil hen igen. 

Man vil bare gerne ses og røres og holdes om, uden at nogen behøver at lægge mere i det end det. For det er jo ikke kærlighed man føler, mere en seksuel trang til noget man kender. For kærligheden findes et helt andet sted. Her føler ingen af os den. Men engang imellem, for en enkelt nat, kunne man godt få lyst til at skrive. Men man gør det ikke. For det ville ødelægge et begyndende venskab. 

Når man så har trykket send på indlægget, trykker man på Tinder-knappen og begynder at få lyst til noget andet.