Min dag i Horsens

I går tilbragte jeg det meste af dagen i Horsens. Jeg stod op alt for sent i forhold til min plan, men nåede alligevel at komme frem i god tid.

Jeg skulle nemlig til røntgen og det skulle jeg senest 1,5 time inden min samtale kl. 12.50 på Ortopædkirurgisk Ambulatorium, Hospitalsenheden Horsens (jeg ææææælsker i øvrigt, at det hedder Hospitalsenheden og ikke sygehus eller hospital). Røntgenbilledet skulle tages på Billeddiagnostisk Afdeling (og så skriver de endda i parantes røntgen - men hvorfor så ikke bare nøjes med det?), og der skal man bare møde op, og få taget et billede.

Nu er jeg ikke ny inden for hospitalsverdenen, og slet ikke Ortopædkirurgisk. En stor del af min barndom/tidlige ungdom har jeg faktisk brugt både på røntgen og kontrolbesøg på Orto i hhv. Viborg og Århus, men jeg har aldrig været i Horsens før. Jeg husker turene til Viborg og Århus som lange og kedelige, med enormt meget ventetid og kedelige samtaler med læger, der fortalte en masse, som nok egentlig mest var til mine forældre og ikke så meget til mig.

Dengang var jeg til kontrol med min ryg, som er skæv og de tog billeder og gav øvelser for, og jeg endte med at gå med korset i 2-3 år (vist nok - det er så længe siden efterhånden, at jeg knapt kan huske det mere).
Anyway, denne gang var jeg afsted pga. mine fødder. Jeg har knyster. Det har jeg altid haft - i hvert fald så længe, jeg kan huske. Egentlig har jeg altid syntes, at de ikke var specielt pæne, men da jeg ikke syntes, jeg var plaget af dem, har jeg ikke fået gjort noget ved dem tidligere.

Desværre er de begyndt at gøre ondt nu. Eller.. det vil sige... Inden for det sidste halve års tid, er jeg begyndt at lægge mærke til, at de gør ondt. Og ikke bare knysterne, men hele foden. Det går ondt, når jeg går, og om aftenen gør det også ondt, når jeg hviler. Jeg lægger faktisk mærke til mine fødder hele tiden.

Det startede i foråret, da jeg begyndte at løbetræne - op til DHLstafetten. Jeg lagde mærke til, at jeg ikke bruger hele min fod, når jeg løber (og går). Jeg lander på hælen og ruller på ydersiden frem til min lilletå og sætter af. Jeg bruger stort set ikke min storetå eller resten af foden. Det resulterer i smerter i de dele af foden, som jeg bruger. Nu er jeg så begyndt at tvinge mig selv til at bruge hele foden, og på den måde opdagede jeg så, hvorfor jeg træder, som jeg gør - for det gør nas i storetåen, når jeg bruger den. Selv når jeg står stille, hviler jeg kun på ydersiden medmindre, jeg husker mig selv på at stå på hele foden. Det betyder også, at min balance indimellem er off, fordi jeg simpelthen står og går forkert.

At mine fødder ser grimme ud med det blotte øje, har jeg altid vidst. Men det var nu spændende at se dem indeni. At se hvordan storetåen knogler ligger i et "V" væk fra de andre tæer, det er altså lidt spøjst.
Men den rare læge kunne godt forstå, at jeg gerne ville have gjort noget ved det, så han lavede en operationsinstilling. Det vil sige, at jeg skal opereres engang, når jeg kommer hjem fra skitur i starten af marts.
Det er altså lidt vildt at tænke på. Jeg havde halvt forestillet mig, at de ville tage et hurtigt kig på røntgenbillederne og så sige, at det var noget pjat, og at var der ingen grundt til at gøre noget ved. Men sådan var det ikke.

Og det bliver den store operation - den hvor de brækker storetåsknoglerne, den ene to steder og den anden ét sted. Og det er ambulant - dog i fuld narkose, hvilket jeg er yderst taknemmelig for. Derefter går der omkring 2 mdr., hvor jeg ikke må gå i normalt fodtøj og jeg skal regne med at have smerter i op til et halvt år (de flækker jo knoglen mand! :-O). Men han er sikker på, at jeg nok skal blive glad for det efter et halvt til et helt år - og så skal jeg nok have lavet den anden også. For det er jo ikke bare den ene, næ nej, det er da begge mine fødder, der er fejlbygget.
Nu får vi se.. én fod af gangen..