Togture kan bruges til meget..

Nogle gange, når man ikke er for udmattet eller ikke har en togmakker, kan sådan en halv times togtur fra Viby til Hjortshøj sagtens bruges til skrivning af blogindlæg - især når det er ved at være et stykke tid siden sidst. 

Denne gang bliver det lidt random thoughts..:

• Telia/Fullrate t/r: 
I sommer mens det var allermest varmt, mødte jeg en gut ved rådhuset, der fangede mig på en dag, hvor jeg desværre havde tid. Med sin list overbeviste han mig om at mobiltelefoni fra Fullrate var både billigere og bedre end det fra Telia. Så jeg skiftede.. 
Nu skifter jeg tilbage! Det kan godt være, at mobildækningen på udvalgte strækninger er bedre end hos Telia, det er den så til gengæld ikke på resten - eller på 3/4G-dækningen. Når man ret tit hører musik via Spotify på vej til og fra arbejde, så er det et temmeligt stort irritationsmoment, når den går ud hele tiden (mest når jeg tager bilen og skråler med på sangene - blandet fornøjelse pludselig at synge med sig selv..). Så tilbage til Telia, der også giver mig lov til at ringe gratis til fastnet - så large var Fullrate ikke - en virkelig god løsning, når man, som jeg, indimellem fører marathon-samtaler med sin mor ;-) Og så får jeg rabat på min Spotify Premium aftale og ender på den måde faktisk med at betale ca. 50 kr. mindre end jeg gjorde hos Fullrate. 

• Legeaftaler:
Jeg synes legeaftaler er en megafed idé! Især når man har et barn, der indimellem synes at ingen gider lege med hende (det passer i øvrigt ikke - i følge de voksne i SFO  og hendes klasselærer er det nærmere omvendt). Så er det en god måde at vise hende, at der faktisk er nogen, der gerne vil lege med hende. Og de kan lære hinanden at kende på tomandshold. 
Jeg tror faktisk også (og håber og krydser fingre for) at grunden til, at hun afviser de andres lege-invitationer er, at hun ikke synes, hun kender dem. Så nu laver vi om på det - én efter én, så det ikke kun er bedsteveninden, der bliver leget med, men også de andre. 
Så i dag hiver vi en ny pige med hjem. I tirsdag var Silje hjemme ved en anden, og på torsdag skal hun med en tredje hjem. Og så starter de op på nogle legegrupper, hvor alle pigerne og drengene er blandet sammen i 4 grupper, som skifter hver måned. Håber det hjælper lidt på det. 

• At gabe over for meget?
Nogle gange overvurderer jeg lidt, hvor travlt, jeg kan holde til at have det. Har arrangeret skimøde på arbejde på torsdag og bowling med efterfølgende bytur med arbejdet på fredag. Kan lige nå at rekreere lørdag og søndag står den så på Vin&Svin med nogle herlige tøser fra Kaffeland på Drudenfuss.
Alt sammen er aftaler jeg glæder mig rigtigt meget til, men jeg kan godt se, at jeg kommer til at trænge til weekend efter den weekend. 

Lidt lissom jeg rigtigt meget trænger til weekend efter den, der lige har været. Jeg havde inviteret gæster til lørdag. Fredag var der et arrangement for min afdeling og vores viceværter, som jeg i min kådhed mente, at jeg godt kunne tage til og så tage tidligt hjem. Som min kollega sagde, da jeg luftede den tanke: "Ja ja, vi skal også være der kl. 14 - men det passer til gengæld ;)" For man (altså - jeg) kan altså ikke tage tidligt hjem fra sådan en fest. Så jeg havde en god flok tømmermænd lørdag formiddag, da jeg tog toget til Viby efter min bil. Så ud at handle og hjem at gøre klar til gæster ca. kl. 15. Og gæsterne havde været så flinke at hente Silje hos sin far, hvor hun havde sovet, så jeg kunne have det hyggeligt med mine kolleger. Men jeg overlevede tømmermændene og det var rigtigt hyggeligt at have gæster :-) 

Søndag skulle Silje lige til fødselsdag fra 11-14 og der skulle lige købes en gave først. Mens hun var til fødselsdag måtte jeg køre en tur ud til Mr. X for at hente yndlingssovedyrene, og så lige handle lidt på vej hjem. Op at hente både Silje og bedsteveninden, som vi skulle passe resten af eftermiddagen. Og så legede tøserne ellers løs, mens jeg slappede af i stuen. Til aftensmad fik vi risengrød, der absolut ikke ville blive tyk, så vi spiste en halv time senere end planlagt og måtte lige udskyde en afhentning lidt. Men igen så var det super hyggeligt at have besøg og tøserne hyggede sig gevaldigt. Så det var jo skønt. 

Såååå, nogle gange, hvis man ikke er for udmattet eller ikke har en togmakker, så kan man bruge togturen på at blogge. Andre gange får man skrevet alt for meget og er nødt til at skrive færdig hjemme i sofaen, når man burde se Medical Night...

Kommentarer

Populære opslag