Indhentet

...af den fortid, jeg allerhelst ville lægge helt bag mig.

Det skulle ellers have været en super hyggelig aften. En god og kær kollega holdt 25 års jubilæum og alt var præcist, som det skulle være. Vi hyggede os og havde det sjovt. Der var mad og øl og vin og alt, hvad hjertet begærer - inkl. "Gut fra gamle arbejde" som nu er "Gut fra nuværende arbejde". 

Og jeg håndterede det helt fint. Jeg snakkede med mine og ignorerede ham, og han ligeså. Så tog han afsted for at se AGF spille mod nogle andre (og åbenbart vinde..) og så syntes han da, at han ville ringe til mig - fordi de andre ikke svarede - for at spørge om vi stadig havde gang i en fest (hvilket vi egentlig ikke havde, men vi var tre, der var taget på Søren Bruun). 

I en kæmpe overvurdering af, hvad jeg kunne magte, så sagde jeg kækt i telefonen, at han da bare kunne komme. Og det gik fint. Jeg ignorerede ham, men svarede, når han spurgte. Og vi snakkede sammen - som ganske almindelige mennesker - om arbejde og Silje og hendes far og om hans børn. (Det kunne jeg lige magte...). 

Så det gik fint, indtil han syntes, han skulle spørge til, om jeg havde en kæreste, og derefter, "hvorfor jeg ikke bare gik ud og fandt mig en kæreste", for "det var da min egen skyld, at jeg ikke havde en kæreste..." Hvilket resulterede i mig, der forsøgte at forklare, at det da sådan set ikke var, fordi jeg ikke havde prøvet, men at der åbenbart ikke var nogen, der gad være sammen med mig - det gad han jo i øvrigt heller ikke selv. Og derefter fik tårer i øjnene og flygtede derfra med bævende læber og så tæt på at tude. 

Og så ringer han da for at bede mig komme tilbage - for vi skal snakke....! Det er da klart!

Igen, igen så vil han enormt gerne snakke, når han har behov for det, mens det ALDRIG er nødvendigt, når jeg har brug for det. 

Alle de gange han har såret mig, så var det aldrig nødvendigt at tale sammen, men de få gange, hvor jeg sagde fra og ikke ville mere med ham, så skulle vi pludselig snakke. 

Det vil jeg bare ikke mere. Jeg tolererer ham på arbejde - og ignorerer ham gerne. Jeg kan endda tale med ham om alt muligt, som ikke er personligt for mig. Men mit kærlighedsliv - og mangel på samme - vil jeg simpelthen ikke diskutere med ham! Hell NO!! 

Og jeg nægter at sidde og tude på Søren Bruun, fordi han trykker på alle de knapper, han kan finde. 

Hvorfor har han stadig den magt over mig???!