Offentlig transport på togmåden
Kære dame fra Grenaa, der tydeligvis ikke kommer så meget "ud". Vil du venligst lade være med at kommentere alt hvad manden i højtaleren siger, hver gang han siger det? Og selvom det garanteret var ment som en servicemeddelelse for dine medpassagerer, så tror jeg faktisk, de fleste af os selv opdagede "at nu kører vi igen". Og ham den "ikke helt danske" ældre herre du fortalte om, havde glemt at klippe sit kort "fordi han ikke var så vant til at køre i danske tog", han sad sådan set stadig lige bag dig og kunne, lige som alle os andre, sagtens høre dig. Lige som vi også selv havde opdaget byggeriet på havnen, og kunne regne ud, at det nok tog udsigten fra dem der bor på Kystvejen. Og ja, vi havde trykket på døråbnings-knappen, da vi nåede frem til Århus Hovedbanegård - vi ville nemlig frygteligt gerne meget langt væk fra dig i en fart.
Så går det langt bedre i Arrivatoget mod Skive. De har stillezone, og her kan man blogge i fred, mens man hører sin egen musik - stille naturligvis. Og der er stik til den bærbare. Hvilket er sweet!
Til gengæld er internetdækningen på strækningen til at kaste op over. Det gælder i øvrigt også for ganske alm. mobildækning. Nogen har plantet skov langs alle skinnerne i Danmark, hvilket er åndssvagt smart sådan rent syns- og støjmæssigt, men på dækningsfronten er det ret træls.
Jeg havde endda taget eget internet med, fordi jeg ved at dækningen på den strækning er lousy, men det var ikke meget bedre og jeg måtte opgive oprindelig plan om at se Charmed på Netflix på min rejse.
Og hvad skal jeg så deroppe nordpå, spørger I? Jeg skal såmænd hente Madammen hjem, og så lige besøge Die Eltern samtidig. Der var noget med bremserne på Madammen - de sagde en ærgerlig lyd, og det var min onkel ikke helt glad for, så han syntes, det skulle laves.
Så nu sidder jeg helt teenager-agtigt i et Arrivatog mod Skive, hvor jeg bliver hentet af min mor... Rent bortset fra at jeg aldrig kørte i tog som teenager. Det var først, da vi (Mr. X og jeg) i starten af 20'erne flyttede til Århus og ikke havde råd til en bil, at jeg oplevede "glæden" og "fornøjelsen" ved at køre i tog.
Altså, det er mega smart og alt det der. Vi kommer fra A til B helt vildt hurtigt... Eller... hurtigere end at gå - eller cykle eller til hest - i hvert fald... Så det er såmænd smart nok, men man sidder virkelig ikke særligt godt og man risikerer at sidde sammen med særlinge, der kommenterer alt hvad de ser ud af vinduet/hører over højtaleren/når vi stopper og standser.
På den anden side ville man aldrig have mødt sådan en som hende, hvis man altid kørte i bil, og der skal jo være plads til os alle sammen - som man siger.
Kommentarer
Send en kommentar
Sig hej, så bliver jeg glad