Noget om planer, der går i vasken
Planen i den forgangne weekend var jo faktisk, at jeg skulle have været på instruktørkursus i det der havkajak. Fredag kørte jeg endda hele vejen ind til midtbyen for at låne et par handsker af Kaffe-Kris, som jeg før har lånt handsker af - jeg lover at jeg snart køber nogle selv, lover, lover, lover - for at være sikker på, at mine hænder ikke skulle fryse af i større klumper. Jeg var klar. Og fast besluttet på at få læst op på teorien, så jeg var endnu mere klar.
Jeg fik læst op på noget at det der teori, men jeg følte faktisk lidt at det var forkert. Jeg er ikke skide pædagogisk eller god til at lære fra mig, og det gik mere og mere op for mig, at det jo faktisk er lige præcis dét, en instruktør skal - lære fra sig og få andre til at forstå det der kajak og manøvrerne og teknikkerne. Og det slog mig, at jeg er åndssvagt dårlig til at være den, der sidder i kajakken og redder min makker, fordi jeg er så dårlig til at give kommandoerne. Så hvordan skulle jeg så kunne gøre det til et helt kuld begyndere? Men nu havde jeg jo meldt mig til, og det kunne jo være det blev rigtigt sjovt.
Så vågnede jeg bare lige lørdag morgen og have heftigt ondt i hovedet. Slugte nogle piller, kiggede noget mere på teori, kiggede ud på den blå, skyfri himmel og det lækre vejr og tænkte at det da lige præcist var kajakvejr i dag, og besluttede mig så for at melde mig syg. Kunne bare ikke overskue at skulle modtage undervisning og lektioner i kæntring og diverse redninger, iført neopren og kæmpe hovedpine. Og så kravlede jeg ind under tæppet på sofaen i stedet.
Et sted på den anden side af middag var hovedpinen forsvundet. Så jeg gjorde mig klar til at tage til Klatmalerens MusikEvent på Trykkeriet. Et event han afholder hver år, og som plejer at være rigtigt godt. Det var det også i år. Bandene var gode, og det var øllene også. Der var hyret en pølsevogn til at servere hotdogs og burgere - den nåede jeg aldrig at finde - med det resultat, at jeg blev pænt fuld, pænt hurtigt.. Hvilket også resulterede i, at jeg trådte ind ad min hoveddør kl. 24-ish.. Efter en træt og fuld togtur med en halvspist BK-cheeseburger - det var der en eller anden gut i toget, der åbenbart fandt sjask-charmerende (who can blame him - really??) I hvert fald så smilede han sødt til mig, hver gang jeg vågnede og kiggede disorienteret ud af togvinduerne, for at finde ud af, om jeg nu var kørt for langt. Han smilede rigtigt meget til mig, da han stod af toget ved stoppet før mit og da toget kørte videre så vinkede han da også lige til mig fra perronen - cute, selvom jeg aldrig finder ud af, hvem han er...
Nåhmen jeg kom da hjem, og det var hovedsagen. Faldt så i søvn på badeværelsesgulvet, for så at vågne vel 10 min. senere og tænke "Åh shit, nu er jeg kørt for langt!" og så føle mig pænt dum bagefter.. Nogle gange er man altså bare nødt til at ørle for at få det bedre..
Søndag var jeg ramt af tømmernænd på "Av, hvor har jeg ondt i hatten"-måden, men ipren'er hjalp heldigvis på den del af det. Desværre havde jeg også en touch af "Nåååårh, hvor er jeg åndssvagt sulten hele i dag, og uanset hvad og hvor meget jeg spiser" og det er virkelig træls, især når man ikke rigtigt har noget spiseligt agtigt i huset..
Det gik heldigvis over igen, og jeg fik det næsten helt godt op ad dagen, og var i Rema og alt muligt. Silje kom hjem kl. lige over midnat, sådan ca, 00.30, og så var det ellers bare en god idé at smutte i seng.
Jeg fik læst op på noget at det der teori, men jeg følte faktisk lidt at det var forkert. Jeg er ikke skide pædagogisk eller god til at lære fra mig, og det gik mere og mere op for mig, at det jo faktisk er lige præcis dét, en instruktør skal - lære fra sig og få andre til at forstå det der kajak og manøvrerne og teknikkerne. Og det slog mig, at jeg er åndssvagt dårlig til at være den, der sidder i kajakken og redder min makker, fordi jeg er så dårlig til at give kommandoerne. Så hvordan skulle jeg så kunne gøre det til et helt kuld begyndere? Men nu havde jeg jo meldt mig til, og det kunne jo være det blev rigtigt sjovt.
Så vågnede jeg bare lige lørdag morgen og have heftigt ondt i hovedet. Slugte nogle piller, kiggede noget mere på teori, kiggede ud på den blå, skyfri himmel og det lækre vejr og tænkte at det da lige præcist var kajakvejr i dag, og besluttede mig så for at melde mig syg. Kunne bare ikke overskue at skulle modtage undervisning og lektioner i kæntring og diverse redninger, iført neopren og kæmpe hovedpine. Og så kravlede jeg ind under tæppet på sofaen i stedet.
Et sted på den anden side af middag var hovedpinen forsvundet. Så jeg gjorde mig klar til at tage til Klatmalerens MusikEvent på Trykkeriet. Et event han afholder hver år, og som plejer at være rigtigt godt. Det var det også i år. Bandene var gode, og det var øllene også. Der var hyret en pølsevogn til at servere hotdogs og burgere - den nåede jeg aldrig at finde - med det resultat, at jeg blev pænt fuld, pænt hurtigt.. Hvilket også resulterede i, at jeg trådte ind ad min hoveddør kl. 24-ish.. Efter en træt og fuld togtur med en halvspist BK-cheeseburger - det var der en eller anden gut i toget, der åbenbart fandt sjask-charmerende (who can blame him - really??) I hvert fald så smilede han sødt til mig, hver gang jeg vågnede og kiggede disorienteret ud af togvinduerne, for at finde ud af, om jeg nu var kørt for langt. Han smilede rigtigt meget til mig, da han stod af toget ved stoppet før mit og da toget kørte videre så vinkede han da også lige til mig fra perronen - cute, selvom jeg aldrig finder ud af, hvem han er...
Nåhmen jeg kom da hjem, og det var hovedsagen. Faldt så i søvn på badeværelsesgulvet, for så at vågne vel 10 min. senere og tænke "Åh shit, nu er jeg kørt for langt!" og så føle mig pænt dum bagefter.. Nogle gange er man altså bare nødt til at ørle for at få det bedre..
Søndag var jeg ramt af tømmernænd på "Av, hvor har jeg ondt i hatten"-måden, men ipren'er hjalp heldigvis på den del af det. Desværre havde jeg også en touch af "Nåååårh, hvor er jeg åndssvagt sulten hele i dag, og uanset hvad og hvor meget jeg spiser" og det er virkelig træls, især når man ikke rigtigt har noget spiseligt agtigt i huset..
Det gik heldigvis over igen, og jeg fik det næsten helt godt op ad dagen, og var i Rema og alt muligt. Silje kom hjem kl. lige over midnat, sådan ca, 00.30, og så var det ellers bare en god idé at smutte i seng.
Kommentarer
Send en kommentar
Sig hej, så bliver jeg glad