De der sociale medier
Igen, igen er jeg "kommet bagud" med det der blogging.. I det hele taget har jeg skruet enormt meget ned på sociale medier..
Jeg tjekker tit Facebook, Twitter og Instagram, men det er begrænset, hvor meget jeg selv ligger ud. Jeg kigger på, hvad der "sker" i verden - altså min fb-venners verden - hvad der sker på Twitter og andres billeder på Instagram, og jeg kommenterer, når der er noget, jeg har lyst til at kommentere. Men jeg gider faktisk ikke smide mit eget liv derind - mere.. For jeg har gjort det, rigtigt meget faktisk. Jeg har været sur på Facebook, jeg har været ked af det på Facebook, og træt og fjollet og helt vildt glad og alt muligt andet på Facebook. Jeg har taget billeder af alt muligt: mad, mig, Silje, Nynne (katten), ting i naturen og åndssvagt meget kaffe på Instagram og delt billederne på Twitter og Facebook. Alle de der åndssvage ligegyldige ting, som alle andre også ligger op på de sociale medier.
Jeg gider bare ikke mere..! Hvis folk vil vide noget om mig, så kan de spørge mig, eller læse med her, men jeg gider ikke lave flere daglige updates. Engang imellem gider jeg godt. Jeg gider godt fortælle, at nu har jeg fået nyt job, at Silje endelig er kommet hjem efter at have været væk i tre uger pga. lockout, eller at nu deltog jeg i et arrangement, som en god ven havde stablet på benene, og som jeg rigtigt gerne ville støtte. Og så deler jeg indimellem den musik (via SoundTracking) jeg hører lige for tiden, som rører mig, fanger min sindsstemning lige på det tidspunkt eller som jeg synes, flere mennesker skulle lære at kende. Og det er egentlig det, jeg bruger de sociale medier til i dag. Vigtig viden og ligegyldig info (for nu at tage en træls jingle fra Natholdet).
Og jeg ved også godt, hvorfor det er blevet sådan. Jeg skrev en lille smule om Facebook her, og i forlængelse af det, vil jeg så sige, at det ikke er af den årsag, at jeg stort set er stoppet med at lave opdateringer. Det er vist ingen hemmelighed, at de fleste, der ligger noget op på Facebook, gør det for at få respons på det. Om det er likes, delinger eller kommentarer, så er det responsen fra "vennerne", man gerne vil have. Jeg er på ingen mulig måde anderledes end andre på dette punkt. Når jeg laver en opdatering på Facebook, så gør jeg det naturligvis for at få noget respons på det, jeg har lagt op: billeder, status, check-in osv. Og når responsen udebliver, så forsvinder også lysten til at lægge noget op.
For mig har det været den manglende respons fra bestemte mennesker. Og det er desværre en respons som jeg, i lyset af de seneste måneders begivenheder, nok burde have forudset. Ikke desto mindre, så gør den faktisk lige så ondt, som hvis man ikke havde kunnet forudse den. Og samtidig forstærker den "rigtigheden" i min beslutning om ikke at flytte derop alligevel. For det er den manglende reaktion fra den del af min familie, som var enormt aktive, mens jeg var sammen med Smeden, og som skrev, kommenterede og likede i vildskab på alt, hvad jeg lagde op på Facebook i den tid, hvor det gik godt.
I tiden, da det lige var gået over, kunne jeg slet ikke forestille mig, at man kunne opføre sig på den måde. Jeg regnede med, at vi stadig var "venner" eller i hvert fald måske, at det der familiebånd på en eller anden måde, var stærkere end det åbenbart var. Derfor fortsatte jeg, som jeg plejede, med at kommentere og like på deres ting - nogle af dem gør jeg stadig, fordi det er mennesker, jeg oprigtigt holder af, og gerne vil have i mit liv. Men der kom absolut intet tilbage. Og så holdt jeg op med det. Nogle af dem er pt. kun på min venneliste, fordi de er familie, andre fordi de er kæreste til nogen i min familie, nogle af dem har jeg virkelig seriøst overvejet at slette, fordi jeg ikke kan se, hvad jeg skal med dem i mit liv, når de så tydeligt ikke ønsker at have noget med mig at gøre.
Ja ja, jeg kunne da tage at kontakte dem - og det kan da også være, at jeg gør det en dag - og spørge dem om, hvad det helt præcist er jeg har gjort dem. For et eller andet må jeg jo have gjort dem. Noget som er meget værre end at blive droppet af deres ven og deraffølgende have valgt ikke at flytte til en by, hvor de folk bor, som ikke taler med mig efter Smeden holdt op med at svare.
Det kunne jeg da godt gøre, men jeg gider helt ærligt ikke. Jeg synes faktisk ikke, der er nogen grund til det. Og jeg synes egentlig heller ikke, at det er my place to do so, for jeg kan for the life of me ikke se, hvad jeg skulle have gjort dem. Jeg har sagt og skrevet nogle ting om Smeden, som var knapt så pæne, på et tidspunkt, hvor jeg havde fået nok af hans måde at håndtere vores forhold på. Ikke noget jeg i dag er overdrevent stolt af, men jeg mente (og mener stadig) langt størstedelen af hvad jeg skrev dengang. Det har bare ikke en sk*d med dem at gøre, men det er åbenbart nemmere for dem at lukke øjnene og fokusere på ham der er der, tæt på dem. Som helt selv har valgt, at det var sådan her, det skulle være. Fordi han er deres ven, og det skal de jo så bare have lov til. Jeg gider ikke tage mig af det. Vi havde minimalt med hinanden at gøre, inden de hookede mig op med Smeden, og sådan er det så bare igen. Ærgerligt? Ja! Forventeligt? Desværre også, ja... Sådan er det, jeg kan ikke ændre på det, så jeg kan vel lige så god affinde mig med det. Jeg må nok bare erkende, at hele denne affære med Smeden har kostet mig kontakten til en stor del af min familie.
Så altså, derfor gider jeg ikke lægge mit liv op på facebook. Jeg fortsætter her på bloggen, for det er mit sted, og her kan de jo lade være med at komme, hvis det er - jeg er egentlig ligeglad, og jeg kan ikke se, om de nogensinde har været forbi. Twitter tror jeg faktisk ikke nogen af dem bruger, og heller ikke Instagram, men dem er jeg ikke for flittig til at bruge selv - kun til at følge med i Stinestregen, HverdagsNadia, Blogsbjerg og Sneglcille.
Mit seneste Ista-billede forestiller kaffe og træstamme på Street Coffee for 2 uger siden, og inden da var det billeder af sovende kat, sovende barn, makeup (på mig) og mere kaffe. Så jeg er helt vildt spændende på Instagram også. Og på Twitter siger jeg faktisk heller ikke særligt meget.
Jeg forsøger at blive bedre til at skrive noget her på bloggen, det har også været så som så med det. Når der sker noget, som jeg har lyst til at blogge om. Og når jeg har tid, og ikke er forbandet træt. Så det.
Jeg tjekker tit Facebook, Twitter og Instagram, men det er begrænset, hvor meget jeg selv ligger ud. Jeg kigger på, hvad der "sker" i verden - altså min fb-venners verden - hvad der sker på Twitter og andres billeder på Instagram, og jeg kommenterer, når der er noget, jeg har lyst til at kommentere. Men jeg gider faktisk ikke smide mit eget liv derind - mere.. For jeg har gjort det, rigtigt meget faktisk. Jeg har været sur på Facebook, jeg har været ked af det på Facebook, og træt og fjollet og helt vildt glad og alt muligt andet på Facebook. Jeg har taget billeder af alt muligt: mad, mig, Silje, Nynne (katten), ting i naturen og åndssvagt meget kaffe på Instagram og delt billederne på Twitter og Facebook. Alle de der åndssvage ligegyldige ting, som alle andre også ligger op på de sociale medier.
Jeg gider bare ikke mere..! Hvis folk vil vide noget om mig, så kan de spørge mig, eller læse med her, men jeg gider ikke lave flere daglige updates. Engang imellem gider jeg godt. Jeg gider godt fortælle, at nu har jeg fået nyt job, at Silje endelig er kommet hjem efter at have været væk i tre uger pga. lockout, eller at nu deltog jeg i et arrangement, som en god ven havde stablet på benene, og som jeg rigtigt gerne ville støtte. Og så deler jeg indimellem den musik (via SoundTracking) jeg hører lige for tiden, som rører mig, fanger min sindsstemning lige på det tidspunkt eller som jeg synes, flere mennesker skulle lære at kende. Og det er egentlig det, jeg bruger de sociale medier til i dag. Vigtig viden og ligegyldig info (for nu at tage en træls jingle fra Natholdet).
Og jeg ved også godt, hvorfor det er blevet sådan. Jeg skrev en lille smule om Facebook her, og i forlængelse af det, vil jeg så sige, at det ikke er af den årsag, at jeg stort set er stoppet med at lave opdateringer. Det er vist ingen hemmelighed, at de fleste, der ligger noget op på Facebook, gør det for at få respons på det. Om det er likes, delinger eller kommentarer, så er det responsen fra "vennerne", man gerne vil have. Jeg er på ingen mulig måde anderledes end andre på dette punkt. Når jeg laver en opdatering på Facebook, så gør jeg det naturligvis for at få noget respons på det, jeg har lagt op: billeder, status, check-in osv. Og når responsen udebliver, så forsvinder også lysten til at lægge noget op.
For mig har det været den manglende respons fra bestemte mennesker. Og det er desværre en respons som jeg, i lyset af de seneste måneders begivenheder, nok burde have forudset. Ikke desto mindre, så gør den faktisk lige så ondt, som hvis man ikke havde kunnet forudse den. Og samtidig forstærker den "rigtigheden" i min beslutning om ikke at flytte derop alligevel. For det er den manglende reaktion fra den del af min familie, som var enormt aktive, mens jeg var sammen med Smeden, og som skrev, kommenterede og likede i vildskab på alt, hvad jeg lagde op på Facebook i den tid, hvor det gik godt.
I tiden, da det lige var gået over, kunne jeg slet ikke forestille mig, at man kunne opføre sig på den måde. Jeg regnede med, at vi stadig var "venner" eller i hvert fald måske, at det der familiebånd på en eller anden måde, var stærkere end det åbenbart var. Derfor fortsatte jeg, som jeg plejede, med at kommentere og like på deres ting - nogle af dem gør jeg stadig, fordi det er mennesker, jeg oprigtigt holder af, og gerne vil have i mit liv. Men der kom absolut intet tilbage. Og så holdt jeg op med det. Nogle af dem er pt. kun på min venneliste, fordi de er familie, andre fordi de er kæreste til nogen i min familie, nogle af dem har jeg virkelig seriøst overvejet at slette, fordi jeg ikke kan se, hvad jeg skal med dem i mit liv, når de så tydeligt ikke ønsker at have noget med mig at gøre.
Ja ja, jeg kunne da tage at kontakte dem - og det kan da også være, at jeg gør det en dag - og spørge dem om, hvad det helt præcist er jeg har gjort dem. For et eller andet må jeg jo have gjort dem. Noget som er meget værre end at blive droppet af deres ven og deraffølgende have valgt ikke at flytte til en by, hvor de folk bor, som ikke taler med mig efter Smeden holdt op med at svare.
Det kunne jeg da godt gøre, men jeg gider helt ærligt ikke. Jeg synes faktisk ikke, der er nogen grund til det. Og jeg synes egentlig heller ikke, at det er my place to do so, for jeg kan for the life of me ikke se, hvad jeg skulle have gjort dem. Jeg har sagt og skrevet nogle ting om Smeden, som var knapt så pæne, på et tidspunkt, hvor jeg havde fået nok af hans måde at håndtere vores forhold på. Ikke noget jeg i dag er overdrevent stolt af, men jeg mente (og mener stadig) langt størstedelen af hvad jeg skrev dengang. Det har bare ikke en sk*d med dem at gøre, men det er åbenbart nemmere for dem at lukke øjnene og fokusere på ham der er der, tæt på dem. Som helt selv har valgt, at det var sådan her, det skulle være. Fordi han er deres ven, og det skal de jo så bare have lov til. Jeg gider ikke tage mig af det. Vi havde minimalt med hinanden at gøre, inden de hookede mig op med Smeden, og sådan er det så bare igen. Ærgerligt? Ja! Forventeligt? Desværre også, ja... Sådan er det, jeg kan ikke ændre på det, så jeg kan vel lige så god affinde mig med det. Jeg må nok bare erkende, at hele denne affære med Smeden har kostet mig kontakten til en stor del af min familie.
Så altså, derfor gider jeg ikke lægge mit liv op på facebook. Jeg fortsætter her på bloggen, for det er mit sted, og her kan de jo lade være med at komme, hvis det er - jeg er egentlig ligeglad, og jeg kan ikke se, om de nogensinde har været forbi. Twitter tror jeg faktisk ikke nogen af dem bruger, og heller ikke Instagram, men dem er jeg ikke for flittig til at bruge selv - kun til at følge med i Stinestregen, HverdagsNadia, Blogsbjerg og Sneglcille.
Mit seneste Ista-billede forestiller kaffe og træstamme på Street Coffee for 2 uger siden, og inden da var det billeder af sovende kat, sovende barn, makeup (på mig) og mere kaffe. Så jeg er helt vildt spændende på Instagram også. Og på Twitter siger jeg faktisk heller ikke særligt meget.
Jeg forsøger at blive bedre til at skrive noget her på bloggen, det har også været så som så med det. Når der sker noget, som jeg har lyst til at blogge om. Og når jeg har tid, og ikke er forbandet træt. Så det.
Spøjst nok har jeg på fornemmelsen, at min familie tror, jeg hader Smeden og for alt i verden vil undgå at se ham. Det gør jeg ikke. Og nu siger jeg det bare: jeg elsker ham. Derimod er jeg ret sikker på, at han hader mig som pesten og rigtigt gerne vil undgå at være i rum med mig. Derfor ser jeg ingen grund til at blive hængende, når jeg får at videat han kommer for at hente Åges datter, der var på besøg hos min kusine, da jeg var på kort visit 2. Påskedag. Han vil ikke snakke med mig, selvom vi egentlig havde aftalt at tales ved, og så er der jo ingen grund til at være der, når han kommer. At jeg så så ham alligevel, da jeg kørte forbi hans hus på vej hjemad, er en anden sag. Gid jeg engang bliver bedre til at håndtere det, og ikke automatisk begynder at tude. Og gid det der lorte-forelskelse snart går over.
SvarSlet