Ude af balance

Min cyklus er totalt fucked up og ude af balance. Så meget faktisk, at jeg lige nu nærmer mig to ugers dagen for (det er faktisk i aften), hvornår jeg burde have haft min menstruation (som i øvrigt er et grimt ord). Jeg er endda gået så vidt, at jeg i sidste weekend urinerede mig igennem en pakke graviditetstests fra Lidl. De var begge negative (pyyyyh), men det syntes min mens åbenbart ikke, der skulle fejres ved at dukke op.

At jeg så oven i hatten har underlivssmerter og brystspændinger, har haft kvalme på bestemte tidspunkter (mest om formiddagen, men faktisk det meste af tiden), ondt i lænden, konstant render på toilettet og er træt, træt, træt (hele denne uge er jeg enten faldet i søvn på sofaen eller gået i seng senest kl 23) - det tager jeg ikke så tungt, for jeg stoler på Lidl, og deres tests.
Og så har jeg i øvrigt slet ikke tid til at skulle være gravid, og da slet ikke med en person, som jeg ved slet ikke er interesseret i at skulle være far igen - ever. Og da slet ikke med mig.
Det passer jo også bare åndssvagt dårligt ind i timingen - altså helt vildt, åndssvagt dårligt ind.. Hej, nye arbejde, tusind tak fordi I gav mig chancen, jeg starter lige med at gå på barsel om et halvt år.... Nej vel?

Når det så er sagt, så har den seneste tid jo været ganske turbulent og stressende, så der er måske ikke så meget at sige til, at min krop er fucked up. Der har været megen usikkerhed både for Silje og jeg omkring bosituationen, og det er stadig ikke helt afklaret, hvor meget jeg kommer til at betale for den lejlighed i Stoholm, som vi aldrig flytter ind i.

Jeg havde jo også fået frasagt mig mit nuværende arbejde, og indtil starten af denne måned har det derfor også været ret uafklaret, om jeg egentlig havde et arbejde pr. udgangen af maj. Den del er der heldigvis kommet styr på, og Gud ske tak og lov for det.

Og sådan rent følelsesmæssigt er jeg sgu heller ikke helt ovenpå efter Smeden. Jeg ved godt, det er åndssvagt og alt det der, og jeg gider egentlig ikke høre på, hvor irrationelt det er, men jeg savner ham stadig - dumt, jeg ved det godt, men sådan er det, og jeg aner ikke, hvad fanden jeg skal gøre ved det.

Nogle har spurgt, om ikke det bare er selve det at have en kæreste, jeg savner. Og det er helt klart en del af det, men det er altså ikke kun det. For han er jo ikke en dum idiot eller et røvhul, han er faktisk ret sød. Problemet var bare, at vi aldrig fik mulighed for at lære hinanden rigtigt at kende, fordi vi aldrig rigtigt var alene.

Men altså alt i alt, helt vildt turbulent tid lige nu, og ikke noget at sige til, at min krop ikke kan finde hoved og hale i sig selv.