Jeg har en kage i ovnen

...eller det er faktisk muffins. Det skulle have været en kage, men da jeg havde rørt dejen og skulle til at hælde det i springformen, var det (åbenbart) en alt for stor opgave at fore den med bagepapir. Så dejen blev i stedet hældt i en frysepose, og derfra klemt ud i nogle muffinforme. Og nu står de altså i ovnen.

Og hvorfor så kage? Ja, det er vel egentlig ikke så svært at gætte. Det er naturligvis, fordi mine søde kolleger har været mindst lige så spændte på, om jeg fik det nye arbejde eller ej. Fordi de har spurgt og været interesserede i at høre hvordan samtalen var gået og om jeg nu havde hørt noget. Så derfor skal de have muffins. Banan-chokolade muffins. For at fejre og sige tak.

I hele mit arbejdsliv har jeg faktisk været velsignet med rigtigt gode, flinke og søde kolleger. Selv da jeg arbejdede i kassen i Bilka, som jo må regnes for at være skodarbejde - måske ikke helt så træls, som at sidde i kassen i Netto (som jeg også har prøvet) - og det er vist egentlig bare, fordi Bilka er en lille bitte smule mere velset end Netto - men de to jobs minder nu alligevel uhyre meget om hinanden.
Jeg er glad for at have mødt disse mennesker. Nogle er gledet ud sammen med jobbet, og langt de fleste har jeg ikke holdt kontakt med. Nogle er facebook-venner, som man indimellem hører fra, eller skriver en fødselsdagshilsen til. Andre er blevet til gode venner, som man ses med privat. Det gælder for mit vedkommende hovedsageligt nogle af mine tidligere - og kommende - kolleger fra kommunen.

Den seneste tid har vist mig - mindet mig om, om man vil - at venskaber er skrøbelige, og at man ikke skal tage noget for givet. Nu må man endelig rette mig, hvis jeg husker forkert, og det ikke er tilfældet, men jeg mener altid at have været der for mine venner, når de havde brug for, at jeg var der. Jeg er ikke typen, der vender mine venner ryggen, fordi de træder ved siden af eller har det svært. Jeg tager mig tid til at drikke kaffe og lytte, og indimellem kommentere/komme med råd. Jeg forsøger at sige til, hvis de sidder fast i en rille. Jeg låner penge ud, hvis der er brug for det, men forventer også at få dem tilbage igen. Jeg drikker gerne en øl eller ti, fordi der er brug for at drikke hjernen ud. Jeg forsøger, at være der for mine venner - på samme måde, som jeg gerne vil have - og forventer - at de vil være der for mig.

Derfor gør det ondt, når venner forsvinder eller ikke lever op til de "forventninger". Sidste år mistede jeg en god og kær ven. Ja altså, der var ingen der døde eller noget. Vi holdt bare op med at tale sammen. Der havde været nogle perioder i løbet af det sidste år af vores venskab, hvor tingene ikke kørte overdrevet godt. Jeg følte mig indimellem udnyttet, og så trækker man sig lige lidt. Vi "overkom" det, men det blev aldrig rigtigt som det havde været, og i marts-april sidste år gled det så bare ud i sandet. Dybest set havde vi nok "lært" det vi skulle lære af hinanden, og det var nok bare på tide at gå hver vores vej, inden vi sled hinanden helt op. Jeg ønsker hende alt det bedste og håber at hun finder/har fundet sig selv.

I den samme periode lærte jeg DM og Janus at kende, faktisk gennem førnævnte tidligere veninde, og dem er jeg rigtigt glad for at have i mit liv. Vi ses langt fra hver dag. Vi ses måske en gang i ugen eller hver anden uge, men har heller ikke behov for at være mere sammen, tror jeg. Vi har hver vores hverdag med ting, der skal hænge sammen. Og så er det sgu egentlig rart nok, at der er nået at ske noget siden sidst vi sås.

Der er de venner, som man altid har enormt dårlig samvittighed over, at man ikke er mere sammen med. Sådan har jeg det med min veninde fra mødregruppen. Vi ses slet ikke så tit, som vi egentlig gerne ville. Det er igen den der hverdag, der "kommer i vejen", men nu skal det altså også snart være. Ja det skal.

Og så er der alle dem, man egentlig også burde få skrevet/ringet til for at høre hvordan det går. Jeg har en veninde fra gymnasiet, der har fået to børn siden sidst vi sås. Det er ikke udelukkende pga. afstanden, men har i  høj grad noget med min skilsmisse at gøre. Det er en længere historie, som meget kort kan skæres ned til, at han fik vennerne i skilsmissen. Sådan har det med garanti ikke været, men sådan har det føltes - for mig.

Jeg er ikke en person, der er hurtig til at knytte nye venskaber. Jeg er pisse genert, og oven i hatten, så er mit selvværd/selvtillid ikke totalt i top. Til fester, hvor jeg ikke kender særligt mange af de andre, sidder jeg gerne bare og lytter og siger ikke særligt meget. Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil snakke - for det vil jeg gerne, jeg ved bare ikke rigtigt, hvad jeg skal sige. Jeg er temmelig sikker på, at det ofte opfattes som arrogance. Jeg synes, det er enormt angstprovokerende at sidde til en fest, hvor alle kender alle - undtagen mig - og de sidder og snakker om en hel masse indforstået, som jeg ikke kender til. Der ved jeg simpelthen ikke, hvad jeg skal sige, og så kommer jeg bare til at sidde og lytte til, hvad de andre snakker om, uden at deltage. Og det bliver man jo ikke venner af - det bliver man allerhøjest bekendte af.

Så er jeg meget bedre til at sidde i en mindre gruppe, hvor man har mulighed for at tale rigtigt sammen, og lære hinanden at kende. Jeg lukker ikke bare sådan lige fremmede ind. Med mindre de kommer med træskostøvler og insisterer på det. Men nogen mennesker ved man bare med det samme, at dem kan man lide, og vil kunne holde af. Sådan har jeg det med DM og Janus, og med Tuks og Nurse K., som på hver deres helt egne særlige måder har banket på med træskostøvler, og sagt "du' sgu OK, dig gider jeg godt snakke med". Tak, tak, tak! I er guld og ædelstene blandet med smukke sommerfugle og lakridsis på en solskinsrig sommerdag ved havnen.