Tænker tanker

Hvordan kan jeg flytte til en by, hvor jeg ikke føler mig velkommen? Hvordan kan jeg flytte mit barn fra sine vante omgivelser, til et sted, hvor jeg ikke er sikker på, jeg har lyst til at være? Har jeg egentlig lyst til at bo i en ny, tæt på folk jeg regnede for mine venner, som jeg gerne ville være tættere på af samme grund, men som ikke taler med mig mere..? Af de mennesker jeg gerne ville tæt på, er der lige nu to - måske tre - som taler med mig. Så... hvorfor så flytte?

Ja, jeg har opsagt min lejlighed - men kan blive boende, hvis jeg kommer med et brev med min underskrift på i morgen, hvor jeg skriver, at jeg ikke vil opsige min lejlighed alligevel.

Ja, jeg har fået, og skrevet under på kontrakten til en lejlighed i Stoholm pr. 1. april - den kan jeg sige op pr. dags dato, og bede dem forsøge at genudleje hurtigst muligt. I værste fald betyder det dobbelt husleje i max. 2 måneder. Ja, det er noget lort, og nej, det har jeg bestemt ikke råd til, men det er dog billigere end en flytning og jeg kan være heldig at den bliver lejet ud pr. 1. april og så går jeg fri (hvis jeg altså er heldig).

Nåh ja, jeg har jo også ikke noget arbejde pr. 1. maj. Nåhmen, det har jeg jo faktisk heller ikke, hvis jeg flytter, så det er sådan set det mindste af det.

Hernede har jeg folk omkring mig, som jeg ved, vil mig det godt. De er mine venner, og uanset om jeg finder en kæreste på et tidspunkt, og vi går fra hinanden igen, så ved jeg at de har min ryg, og ikke hans. For de er mine venner - ikke hans. Og som gerne hører begge sider af historien. So far har jeg ikke hørt begge sider - det gad jeg stadig virkelig godt. Det kommer aldrig til at ske. Og hvis der er andre end ham, der kender hans side, så er der ingen der har syntes, at jeg skulle have det at vide. Det gør ondt...

Hvilket jo så bringer mig til det næste punkt.. Har jeg lyst til at bo i samme by som Smeden? Med risikoen for at møde ham i Rema eller Spar, eller på den lokale? Har jeg lyst til at se ham rende rundt med en ny? Alt det her forelskelses-halløj, jalousien og de sårede følelser skal nok gå over på et tidspunkt, men indtil da, har jeg så lyst til at udsætte mig selv, og ham - og alle andre for den sags skyld, for det? Og når det går over, hvad kommer så? Jeg bliver aldrig "the bigger person" - jeg kommer ikke til at tilgive, den måde han har behandlet mig på, og jeg vil heller aldrig slippe af med skammen over, og nedværdigelsen af, den måde jeg har opført mig på efterfølgende. Det er så ydmygende at være jaloux - de tanker, der løber igennem ens hoved er ikke raske. Og alligevel savner jeg ham stadig - paradoks..? Ja!

På den anden side så var det jo et stort ønske om at komme tættere på familien. På mine forældre, mine brødre og deres familier, og mine slægtninge i Stoholm, der gjorde, at jeg valgte at ville flytte. Et ønske om at få min familie tilbage i mit liv, og om at Silje fik sin familie ind i sit liv. Men hvis de alligevel ikke taler med os, bortset fra nogle dejlige få, så holder det jo ikke.

Vi taler nogle gange om hendes "onkler", men det er ikke altid at hun har styr på, hvilken af de to, der er min lillebror hhv. storebror, og hvem af dem, der hører sammen med hvilken tante, og jeg er egentlig heller ikke sikker på, at hun helt kan huske hvem af dem, der er hendes kusines far - når vi taler om dem. Hun ved det godt, når hun ser dem, men når vi taler om dem, er hun nogle gange lidt usikker på, hvem der er hvem.
Jeg vil gerne have at Silje kender sin familie, og det er svært, når man bor så langt væk.

Jeg vil gerne have mulighed for, at være "voksen", have "voksen-tid" og lave "voksen-ting", og der er ingen tvivl om, at jeg ville kunne ringe efter min mor any time - næsten - hvis vi flytter, og bede hende om at passe Silje, hvis jeg havde planer. Jeg ville have større mulighed for at tage i byen, deltage i sport, tage i biffen, deltage i sociale arrangementer som forældreråd, forældremøder og den slags på skolen. Alle de ting, som jeg ikke deltager i nu, fordi jeg bare er mig, er dårlig til at bede mine venner om hjælp, og ikke har råd til at betale nogen for at passe mit barn.

Sandsynligheden for at møde Mr. Right (for hvor mange frøer skal man, helt ærligt, kysse, inden man finder prinsen??) er - alt andet lige - garanteret en del større i Århus end i Stoholm. Og desperat eller ej - Jeg har været single, on/off, i snart 5 år - jeg gider sgu ikke mere! Jeg gider godt at have en kæreste. Altså en af dem, der kan finde ud af at være kærester. En af dem, der kan finde ud af at tale med mig, fortælle om sig selv. En af slagsen, der tør elske, tør holde af, tør åbne op og dele ud af sig selv, med alt hvad dertil hører af sårbarhed og erkendelse af, at være fejlbarligt menneske. En der ikke er bange for at vise og fortælle hvad han føler- når han føler det, uden at man (læs: jeg) skal lege tankelæser. En der holder af at nusse, kysse og kramme. En der også tænker, "lad os springe ud i det her med begge ben, satse på det, og se hvad der sker!" - én der er perfekt for mig. Findes han i Stoholm tror vi? Jeg tvivler...

Nu vil jeg sove.. tænker man ikke bedst, når man sover? Under alle omstændigheder er jeg nødt til at have fundet et svar, inden jeg kører hjem fra arbejde i morgen - så jeg kan nå at komme forbi boligforeningen med mit brev - hvis det er det, jeg vælger...