Total og fuldkommen stilhed
Det "sjove" er faktisk lidt, at de mennesker, der havde meget travlt med at sætte mig op med Smeden, og som alle syntes, at det var en fantastisk idé.
Som mens vi sås kunne skrive og ringe og spørge om jeg var, eller skulle, derop i weekenden, og som kiggede forbi, vi kiggede forbi hos, og som Silje og jeg kiggede alene (uden Smeden) forbi hos.
De, der havde så travlt med, at det var vel nok godt, at de fik sat os sammen - og ja, det syntes jeg jo også selv det var dengang (og gør måske stadig - det ved jeg sgu ikke helt)...
Alle de mennekser (for at være fair, så var det faktisk kun 4 personer) er totalt stille nu. Ikke én af dem har spurgt, hvad der skete. Ikke én af dem har spurgt, hvad der gik galt. Ikke én har spurgt, hvordan jeg har det.
De er alle venner med Smeden, så jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han har fortalt dem, hvad årsagen er, men ikke mig. Og jeg ved godt, det ikke er særligt pænt at tro om ham, men jeg har sådan en fornemmelse af, at han har bildt dem et eller andet ind, så de går og tror et eller andet om mig, som ikke passer.
Og det er udelukkende fordi han ikke har fortalt mig, hvad årsagen er, at jeg har en masse forestillinger i mit hoved om, hvad han har sagt til folk, at jeg har gjort - jeg har ingen anelse. Jeg ved ingenting. Måske har han slet ingenting fortalt, fordi de er min familie.. Hvem ved? Ikke mig.. Og det er uvisheden, der er så ulidelig; der gør SÅ ondt.
Og jeg ved jo, at de ved det, for jeg har selv fortalt dem det. Det ene hold reagerede ved at sige, at jeg virkede desperat og skulle sætte farten helt ned - for vi var jo hverken gift eller forlovede (derfor synes jeg nu godt, man kan forlange at få en forklaring på, hvorfor han bare lukker af), og det andet hold reagerede slet ikke...
Og så er spørgsmålet vel i virkeligheden, om det så også giver nogen mening at flytte derop alligevel. Hvis det er totalt ligemeget... Jamen, så kan jeg da lige så godt blive, hvor jeg er. Der er da ingen grund til at flytte derop til arbejdsløshed, for at være tæt på folk, der ikke er der for én, når det gør ondt - når man har brug for det. Hvilket igen leder mig til at tro, at han har bildt dem et eller andet ind..
Som mens vi sås kunne skrive og ringe og spørge om jeg var, eller skulle, derop i weekenden, og som kiggede forbi, vi kiggede forbi hos, og som Silje og jeg kiggede alene (uden Smeden) forbi hos.
De, der havde så travlt med, at det var vel nok godt, at de fik sat os sammen - og ja, det syntes jeg jo også selv det var dengang (og gør måske stadig - det ved jeg sgu ikke helt)...
Alle de mennekser (for at være fair, så var det faktisk kun 4 personer) er totalt stille nu. Ikke én af dem har spurgt, hvad der skete. Ikke én af dem har spurgt, hvad der gik galt. Ikke én har spurgt, hvordan jeg har det.
De er alle venner med Smeden, så jeg kan ikke lade være med at tænke på, om han har fortalt dem, hvad årsagen er, men ikke mig. Og jeg ved godt, det ikke er særligt pænt at tro om ham, men jeg har sådan en fornemmelse af, at han har bildt dem et eller andet ind, så de går og tror et eller andet om mig, som ikke passer.
Og det er udelukkende fordi han ikke har fortalt mig, hvad årsagen er, at jeg har en masse forestillinger i mit hoved om, hvad han har sagt til folk, at jeg har gjort - jeg har ingen anelse. Jeg ved ingenting. Måske har han slet ingenting fortalt, fordi de er min familie.. Hvem ved? Ikke mig.. Og det er uvisheden, der er så ulidelig; der gør SÅ ondt.
Og jeg ved jo, at de ved det, for jeg har selv fortalt dem det. Det ene hold reagerede ved at sige, at jeg virkede desperat og skulle sætte farten helt ned - for vi var jo hverken gift eller forlovede (derfor synes jeg nu godt, man kan forlange at få en forklaring på, hvorfor han bare lukker af), og det andet hold reagerede slet ikke...
Og så er spørgsmålet vel i virkeligheden, om det så også giver nogen mening at flytte derop alligevel. Hvis det er totalt ligemeget... Jamen, så kan jeg da lige så godt blive, hvor jeg er. Der er da ingen grund til at flytte derop til arbejdsløshed, for at være tæt på folk, der ikke er der for én, når det gør ondt - når man har brug for det. Hvilket igen leder mig til at tro, at han har bildt dem et eller andet ind..
Kommentarer
Send en kommentar
Sig hej, så bliver jeg glad