I did something dumbass stupid

Nå, men jeg lærer det åbenbart f*cking aldrig.
Jeg havde ellers besluttet mig for at lade være. Jeg havde slettet hans nr., alle ind- og udgående opkald og gamle sms'er og alt, hvor jeg kunne træffes at løbe ind i hans nr. Og så sker der det mystiske, at min skod-hjerne kan huske hans nr...

Så jeg har gjort noget jeg ikke må, jeg har sendt beskeder. Egentlig ikke fordi jeg regnede med, at han ville svare på dem, men fordi jeg havde det elendigt.
Det er den der uvished igen, og måden det er sket på. Så jeg har sendt 9 beskeder fordelt henover det meste af dagen, for at se om han måske kunne bringes i tale - men det kunne han ikke, og det viste jeg jo også godt.

Hver eneste gang jeg trykkede send på en besked, sad en lille stemme på den ene skulder og pippede "Lad nu være! Gør det ikke, bare slet den igen, og læg telefonen fra dig.... Du gør bare det hele værre!".
Desværre sad der en anden stemme på den anden skulder som råbte: "Jo fandme jo, send den. Han skal sgu da vide, at han har såret dig! Han skal sgu da ikke slippe så let fra bare at trampe på dig?! Når han kan se, hvor ondt det gør på dig, at du ikke får noget at vide, så reagerer han måske.."

Og der er det så, at jeg åbenbart vælger at håbe på, at den råbende stemme, der indgyder håb, har ret i, at han lige pludselig forstår, at han ikke har givet mig en ærlig chance for at sige ham imod, og fortælle det fra mit synspunkt - hvad det så end er. Men sådan går det jo ikke. Jeg tvivler faktisk på, at han overhovedet læser dem. Jeg er temmelig sikker på, at han bare sletter dem, og slukker telefonen.

Jeg fatter ikke, at man på den måde kan være så ligeglad med en person, som man har tilbragt rigtigt meget tid med de seneste 3 måneder. Vi har stort set været sammen hver anden weekend, og det har sgu lige så tit været på hans initiativ, som det var mit. Vi har delt seng (og hvad deraf kommer). Vi har skrevet og ringet sammen i løbet af ugerne, hvor han mindst lige så meget som jeg, skrev/sagde at han savnede og glædede sig til vi skulle ses igen. Jeg har passet hans barn, mens han lavede bil, hentede reservedele og andre ting.

Jeg har tilbragt flere timer alene med Lækkermåsen, fordi hans far lige havde et ærinde.. And I didn't mind! Lækkermåsen er nemlig en skøn knægt med krudt i røven, og nogle spændende observationer om en hel masse - skøn, herlig knægt. Ham kommer jeg til at savne, næsten lige så meget som jeg savner hans far.

Hvordan cutter man bare lige pludselig af på den måde?? Jeg forstår det bare ikke. Og det er derfor jeg er så ked af det, fordi jeg ikke forstår noget som helst. Og jeg ranter om det igen og igen, fordi jeg prøver at forstå, hvad der skete.

Så jeg finder på en hel masse ting oppe i hovedet. Var jeg for frembrusende eller anmassende? Så vi hinanden for meget, for tit? Har han fundet sammen med Lækkermåsens mor igen? Har han fundet en anden? Var det den der julegave?  Var det noget inden jul? Var det mellem jul og nytår? Var det Nytårsaften? Tror han jeg har været ham utro (skal man egentlig ikke være kærester, før man kan være utro..)? Eller hvad er det, der er problemet? Min hjerne kører i højeste omdrejninger, for at forsøge at finde en forklaring, Og han render bare rundt sammen med gutterne og drikker bajere og er pisseligeglad.

Jeg vil være mand i mit næste liv...