Falling off of the face(book) of the earth
Tjaaah, overskriften siger vel egentlig sig selv.
Jeg er hoppet af facebook. I hvert fald for en stund. Jeg er faktisk lidt i tvivl om det så også gælder bloggens facebook-side, da de to er kædet sammen... Måske, måske ikke, men det er så også kun mig selv, der kigger forbi derinde, så mon ikke man overlever alligevel.
Og hvorfor så det? Ja, det hænger naturligvis sammen med Allan. Som jeg ofte har skrevet, så er mange af hans venner en del af min familie. Og selvom jeg har gjort utallige forsøg på at få et svar fra ham (jeg har sågar sendt en venneanmodning - go ahead and judge me) både på facebook, sms, opkald og telefonsvarer, så magter jeg simpelthen ikke at se ham brede sig ud over statusopdateringer og kommentarfeltet hos de folk jeg kender. Og se, at for ham er det bare business as usual.
Så nu har jeg altså deaktiveret min facebook-profil. Det gør simpelthen for ondt at se på. Især fordi de folk, der skriver og pjatter og lader som ingenting, udmærket ved, at han bare holdt op med at svare fra den ene dag til den anden. Og nogle af dem har gjort deres for at få mig til at føle, at det var min egen skyld, fordi jeg havde alt for travlt. Og det gider jeg sgu ikke se på. Og hvis han oven i købet har fortalt dem hvorfor, så har jeg faktisk bare endnu mindre lyst til at se dem brede sig.
Jeg siger det gerne igen. Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg har været frembrusende og overvældende, men manden er fandenfisme 35 år - så har man altså en alder, hvor man godt selv kan sige fra og ikke behøver at få sine venner til det! Hvor man godt kan sige "Hør her, det skal sgu ikke være os to alligevel, fordi.....!" Når man er 35, så opfører man sig fandme ikke som en skide teenager, der ikke er moden nok til at fortælle hvorfor.
Og ja, jeg har også siddet med de andre, når Allan ikke var der, og brokket mig over nogle ting ved ham, som jeg ikke er overdrevent begejstret for. Og så har jeg luftet mine tanker for de, der både kender mig og ham - for at høre deres tanker om det, fordi de kender ham bedre end jeg. Og så har det været min plan at tale med ham om det, når der lige blev lejlighed til det - det har der så ikke rigtigt været. Så var han syg, så kom der folk forbi, så var det nytårsaften, og så gad han ikke snakke med mig mere.
Det eneste jeg fik ud af at tale med de, der kender os begge var, at jeg havde for travlt. Men når jeg så spurgte om, hvad det var jeg gjorde, som var at have for travlt, så kunne jeg ikke få et svar på det. Nåhmen, så er der jo ikke så meget at arbejde på. Og manden svarede mig ikke, da jeg spurgte ham, om det gik for stærkt. Så deeeeet...
So that's why... Make sense?
Jeg findes stadig her, på Twitter og instagram. Men facebook er skrinlagt for en tid. Og så er jeg naturligvis på telefonen og min mail, til dem der plejer at fange mig på face
Jeg er hoppet af facebook. I hvert fald for en stund. Jeg er faktisk lidt i tvivl om det så også gælder bloggens facebook-side, da de to er kædet sammen... Måske, måske ikke, men det er så også kun mig selv, der kigger forbi derinde, så mon ikke man overlever alligevel.
Og hvorfor så det? Ja, det hænger naturligvis sammen med Allan. Som jeg ofte har skrevet, så er mange af hans venner en del af min familie. Og selvom jeg har gjort utallige forsøg på at få et svar fra ham (jeg har sågar sendt en venneanmodning - go ahead and judge me) både på facebook, sms, opkald og telefonsvarer, så magter jeg simpelthen ikke at se ham brede sig ud over statusopdateringer og kommentarfeltet hos de folk jeg kender. Og se, at for ham er det bare business as usual.
Så nu har jeg altså deaktiveret min facebook-profil. Det gør simpelthen for ondt at se på. Især fordi de folk, der skriver og pjatter og lader som ingenting, udmærket ved, at han bare holdt op med at svare fra den ene dag til den anden. Og nogle af dem har gjort deres for at få mig til at føle, at det var min egen skyld, fordi jeg havde alt for travlt. Og det gider jeg sgu ikke se på. Og hvis han oven i købet har fortalt dem hvorfor, så har jeg faktisk bare endnu mindre lyst til at se dem brede sig.
Jeg siger det gerne igen. Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg har været frembrusende og overvældende, men manden er fandenfisme 35 år - så har man altså en alder, hvor man godt selv kan sige fra og ikke behøver at få sine venner til det! Hvor man godt kan sige "Hør her, det skal sgu ikke være os to alligevel, fordi.....!" Når man er 35, så opfører man sig fandme ikke som en skide teenager, der ikke er moden nok til at fortælle hvorfor.
Og ja, jeg har også siddet med de andre, når Allan ikke var der, og brokket mig over nogle ting ved ham, som jeg ikke er overdrevent begejstret for. Og så har jeg luftet mine tanker for de, der både kender mig og ham - for at høre deres tanker om det, fordi de kender ham bedre end jeg. Og så har det været min plan at tale med ham om det, når der lige blev lejlighed til det - det har der så ikke rigtigt været. Så var han syg, så kom der folk forbi, så var det nytårsaften, og så gad han ikke snakke med mig mere.
Det eneste jeg fik ud af at tale med de, der kender os begge var, at jeg havde for travlt. Men når jeg så spurgte om, hvad det var jeg gjorde, som var at have for travlt, så kunne jeg ikke få et svar på det. Nåhmen, så er der jo ikke så meget at arbejde på. Og manden svarede mig ikke, da jeg spurgte ham, om det gik for stærkt. Så deeeeet...
So that's why... Make sense?
Jeg findes stadig her, på Twitter og instagram. Men facebook er skrinlagt for en tid. Og så er jeg naturligvis på telefonen og min mail, til dem der plejer at fange mig på face
Kommentarer
Send en kommentar
Sig hej, så bliver jeg glad