Boligsituationen, vol. 3 - sårede følelser og undskyld.

Var oppe at kigge på lejlighed i dag. Den var okay, men slet ikke lige så lys og rummelig, som denne her er, men der kan sikkert arbejdes på det. Skal selv medbringe vaskemaskine - sådan en har jeg ikke... Fedt. Stue, køkken og bad ligger i stueetagen og de to værelser ligger på 1. sal. Der er skråvægge på to af siderne i begge værelser. Yay.... Er lidt i tvivl om min seng kan stå under den skråvæg... Køkkenet er småt og der er ikke plads til mit spisebord. Så spisebordet skal stå i stuen. Der er plads til et lille bord i køkkenet, men det jeg har nu er for stort dertil. Stuen virkede lille og klaustrofobisk, fordi der var så mange ting samlet derinde. Stue og spisestue i ét, på størrelse med min nuværende stue. Jeg er ikke voldsomt begejstret, men jeg takkede ja til den alligevel.

Jeg er besluttet på at flytte. Men det bliver satme ikke sjovt at bo i samme by som Allan. Man skal køre forbi hans hus, når man kommer til byen fra Århus/Viborg siden, og jeg får det fysisk dårligt, når jeg nærmer mig det. Jeg hader, at jeg kan se om han er hjemme, om han har gæster. Min mave vender sig, hjertet galoperer og jeg får tårer i øjnene.

Han har såret mig så meget, at jeg lige nu har lyst til aldrig nogensinde at se en mand igen.
Hver eneste gang jeg har mødt en ny mand siden Mr. X, er det endt med, at jeg er blevet såret og ked af det. Undtagen Mr. S., hvor det var mig der "slog op", fordi der ganske simpelt var alt for langt til Køge. Og fordi jeg stadig var semiforelsket i Gut-fra-gammelt-arbejde.. Mr. S. er nice, en god gut, og en af de få, som jeg faktisk stadig har lidt kontakt med indimellem.

Lige nu ville jeg ønske, at jeg aldrig var blevet introduceret til Allan (Smeden om man vil) - at jeg aldrig havde mødt ham. Jeg var langt om længe blevet glad igen og kommet ovenpå igen, efter Gut-fra-gammelt-arbejde, bankmanden o.a. Og så vader han ind i mit liv med syvmilestøvler, og får mig til at føle mig speciel. Jeg fortalte ham fra start, om hvordan andre forhold var sluttet, for at han vidste, hvordan jeg havde det, og alligevel synes han, det er okay, at behandle mig som en lort under hans sko.

Jamen, så vil jeg gerne sige undskyld...
Undskyld at jeg troede på, at du var anderledes.
Undskyld at jeg troede på, at du selv kunne finde ud af, at sige til og fra om, hvad du ville og ikke ville.
Jeg vil også gerne undskylde, at jeg åbenbart har været for frembrusende, at det gik alt for stærkt.
Undskyld, at jeg svarede ærligt, når du undrede dig over, hvorfor jeg gad være sammen med en gammel, gråhåret mand som dig.
Undskyld, at jeg fulgte det samme tempo, som du startede ud med. Hvordan skulle jeg så forudse, at du syntes dit eget tempo var for højt? Når du ikke fortalte mig det?
Undskyld, at jeg fandt mig i at passe dit barn i flere timer, mens du stak af, og lavede alt muligt andet - da vi knapt kendte hinanden.
Undskyld, at jeg ikke gad at drikke sammen med dig, hver gang vi sås.
Undskyld, at jeg ikke sagde fra, når du gang på gang syntes, vi skulle hænge ud med dine venner/min familie/same shit i stedet for at være alene og lære hinanden at kende.
Undskyld, jeg blev forelsket i dig..
Undskyld, undskyld, undskyld......

Det er min fejl - du har naturligvis ret.
Det er MIG, der er møgmennesket her!!
Jeg burde naturligvis have læst dine tanker, og vist præcist, hvad du følte og hvorfor. Tænk at jeg ikke kunne det.
Nåhmen undskyld for det også så.
Naturligvis er det min fejl.
Nåhmen fuck mig så, så fortjener jeg da heller ikke at blive behandlet som andet end en lort. Det har du sgu da ret i.

Og tak for din meget voksne og modne måde, at sige fra på.
Det er så dejligt bare at blive hægtet af. "Sejl din egen sø, dame. Og find i øvrigt lige selv ud af hvorfor jeg ikke gider mere!"
Gud forbyde, at man taler sammen om tingene - inden de går i hårknude.
Kan du komme til for dig selv? Jeg spørger bare