Nåhmen, den der samtale - eller dagen i går

Som jeg skrev sent i aftes, var jeg til samtale i går.
De ringede sidst på eftermiddagen i fredags (jeps, sådan lige efter den første breezer og en pænt stærk cosmopolitan, under forberedelserne til julefrokosten - super fedt tidspunkt..) og spurgte om jeg kunne komme tirsdag aften til samtale. Og det kunne jeg selvfølgelig ;)

Det var i det hele taget en laaaaang og travl dag i går. Startede med at være på arbejde om formiddagen, og fik lige styr på det første af sæsonens forbrugsregnskaber (jubii - så er vi i gang. X'er for at det kommer til at gå lige så godt og hurtigt med resten).

Silje skulle til sundhedsplejerske kl. 12.30, så jeg var jo naturligvis ude af døren på arbejde i god tid - not.. Havde planlagt at skulle afsted senest 11.45, men kom selvfølgelig først afsted ca. kl. 12, men jeg nåede det alligevel.
Og hun er jo præcis som hun skal være. 22,5 kg, 124 cm, hører fint, og ser sådan set også ganske fint - dog en smule bedre på venstre end højre, så hun anbefalede at hun kom til kontrol hos en øjenlæge. Og ham, vi tidligere har været hos, syntes hun var rigtig god, så hun anbefalede at vi tog til ham igen.
Da Silje var mindre, 3-4 år gammel, var hun igennem en hel masse undersøgelser af motorik og øjne, fordi pædagogerne i hendes børnehave var bekymrede over, at de syntes hun faldt mere end alle andre. Hun fejlede ingenting - tværtimod sagde de alle, at hun var lige som hun skulle være. Men nu er der altså noget med hendes højre øje, og det skal vi naturligvis have kigget på. Vi har godt nok begge tænkt på at hun skeler en smule på det højre øje, når hun er træt, men det var heller ikke noget øjenlægen dengang kunne se.

Og så var Silje lige hurtigt til fødselsdag hos en af drengene fra klassen, men kunne ikke være med hele dagen, fordi jeg var nødt til at tage hende med nordpå til samtalen.

Mens Silje var til fødselsdag var jeg lige hjemme og lave denne skønne lækre ostede sandwich... Oooooh, den var god, men kunne kun spise den ene.. den anden ligger og hygger sig i mit køleskab og venter på at blive varmet og spist.
Til de interesserede kan oplyses, at der er bacon, champignon, løg, cherrytomat, spejlæg, cheddar (den fra Lidl, fordi den er god til at smelte på den rigtige måde) og gouda. Mums, med lidt mere mums på :-D

Og så var jeg da lige en smuttur i Halse Hasle efter en skærm, som min kære lillebror (er det en sang, eller var det lillesøster??) havde købt, og så ud at hente Silje til fødselsdagen, og så 1½ times kørsel til Skive, hvor vi skulle mødes med mor og far, som havde lovet at passe Silje, mens jeg var til samtale.

Og så var der jo den der samtale. Som startede lidt spøjst med at folk kom rendende ud på gangen, og sagde "hej, vi skal liiiiige, og så er vi klar", men ingen kom hen og præsenterede sig - det er åbenbart først nødvendigt, når man henter folk... Aaaanyho, så var de vældig flinke, og jeg synes egentlig at samtalen flød ganske fint og naturligt. Selve arbejdet virker virkelig spændende, og af den årsag, ville jeg blive rigtigt glad, hvis de tilbyder mig det - de giver besked i morgen, men jeg regner bestemt ikke med noget - jeg har nemlig slet ingen fornemmelse af, om det gik godt eller skidt... hvilket, når jeg lige tænker over det, sikker egentlig ikke er godt... Nå, men det ved jeg i hvert fald i morgen engang.

Efter samtalen var vi på Jiang Nan i Skive sammen med mor og far og fik noget aftensmad. Og så var det ellers hjemad.. eller.. nåh ja, lige en lille tur til Stoholm først, for jeg havde selvfølgelig glemt Siljes flyverdragt hos Smeden i weekenden, så den skulle vi lige hente. Og så kørte vi lige en tur forbi min skønne kusine og fik en kop kaffe og et lille stykke kage, og en snak om samtalen og diverse andre ting. Og så hjem.

Vi var faktisk lige kommet hjem, da jeg postede i aftes, og jeg faldt omkuld og gik ud som et lys lige efter. og glemte ALT om julenissen, hvilket resulterede i at Silje fra morgnen af sagde "Julemanden er DUM! for han har ikke givet mig en gave" Jeg blev reddet af, at hun skulle i bad, og fandt den mindste af gaverne og proppede helt ud i et hjørne af hendes julepose. Og så var hun glad igen, og troede på, at det var nissen og ikke mig - Pyha!
Og nu er det også godnat for i aften.

Kommentarer

Populære opslag