De samtaler man kan have med sig selv, når man er alene...

...f.eks. i sin bil, i kø på vej til arbejde en mandag morgen, og man lige mærker efter, hvordan tingenes tilstand lige er..

Som i mandags da jeg lige, i benævnte bil-kø, mærkede efter, hvordan det lige føltes inden i, og det føltes som en forelsket teenager, der fik helt ondt i hjertet af ikke at kunne være syet sammen ved hoften til "sit hjertes udkårne" (Slap. nu. af..!).

Så jeg havde lige en alvorlig snak med mig selv om, at sådan kan man jo ikke have det, med en man knapt nok kender, og at det sgu da var for latterligt, og nu måtte jeg i øvrigt også liiiige tage mig sammen og slå noget koldt vand i blodet.
Men hold nu op, hvor kan det altså være svært, når det er lissom om, at den der krop man bor i, overhovedet ikke gider høre efter, stikker fingrene i ørerne og siger: "Lalalalalalalalalalala, jeg kan ikke høre hvad du siger...!"
Voksne-mig beordrede teenage-mig til at tage den med ro og regnede så med, at så var det uddebateret.

Det var det sådan set også... Sådan da... Altså indtil en "jeg forsøger at opføre mig voksent"-version af teenage-mig i en hjerneblødning, valgte at fortælle Smeden om den samtale, mandag aften i telefonen.
Det kunne have gået helt, helt galt, men det gjorde det heldigvis ikke, for han sagde, at han havde det på samme måde (tak, tak, tak!!). :-)
Så det er dejligt. Men men men, vi tager det stadig stille og roligt, og ser hvad det udvikler sig til. Og det et fin nok. Det er faktisk lidt befriende - på den gode måde :-)