Come to think of it...
Hov! Jeg tror sgu, eksens kæreste stod og svinede mig i mit eget hjem... Og jeg reagere ikke engang på det. Måske var jeg paf, måske bare for god til at svine tilbage mens Silje stod lige ved siden af (okay, sikkert mest det første), men jeg burde have reageret og sagt alle de ting, som jeg kommer i tanke om nu...
Problemet er faktisk også lidt at det først nu er gået, sådan rigtigt, op for mig, hvad det egentlig var hun sagde.
Baggrundsinfo: Hun er lidt (læs: mega meget) en control freak. Hun har på et tidspunkt dikteret en seddel til eksen om, hvad for noget tøj han skulle huske at have med til Silje, da de skulle på ferie. En seddel, som han så sad - i ramme alvor - på Siljes værelse og læste op, mens jeg pakkede, så han (hun) var sikker på, at det rigtige kom med. Vi taler her om en kvinde, som ikke selv har børn. Hun har været au pair engang for maaange år siden, men hun har ingen af "eget avl". *
Hun stod så i aftes (ja for nu er det jo blevet rigtigt lørdag, og ikke bare "midt om natten, jeg kan ikke rigtigt sove"-lørdag) og tjekkede kufferten for lige at se, hvad barnet havde fået med. Selvom jeg faktisk havde fortalt det. Og så siger/spørger hun: "hvor mange sæt undertøj har hun med?" Jeg svarer at hun har fire sæt med, samt et par ekstra underbukser, og at resten i øvrigt er til vask.
"Jamen, vi skal jo være afsted i en hel uge! Det var ikke meget. Vi har ikke mulighed for at vaske, før vi kommer hjem!" Her springer eksen så ind og lige laver "så køber vi da bare et sæt" (intet problem/så er det heller ikke værre-agtigt).
"Måske vi også lige skal overveje at hun skal have en større taske. Eller også skal vi nok overveje muligheden for, at hun har tøj hos os..."
Mig: "det ser jeg ikke noget problem i..." Og så er den egentlig lagt ned. Og de tager afsted.
Men, er det egentlig mit problem at de skal på ferie i en hel uge og "ikke har mulighed for at vaske" (findes der ikke møntvaskerier i Berlin??). Pålægger det mig, at sørge for at vaske tøj til den ferie, som de skal på? Det er jo ikke fordi de vasker det inden de returnerer tøjet - det får jeg tilbage i en pose med beskeden "det er det beskidte." Og så forventer vi i øvrigt, at du vasker det for os, for det overkommer vi faktisk ikke lige selv at gøre. Gør rent efter vores hyggelige ferie-agtigt.
Jeg har på intet tidspunkt ytret ønske om, at de ikke indkøber tøj til hende, og opbevarer det hos dem, i deres lejlighed, og at de sørger for at vaske skidtet og i øvrigt holder mig uvedkommende i det. By all f*cking means, be my guests, knock yourselves out og alt det der. Det ville passe mig glimrende. Så gør det dog, hvorfor skal jeg tage stilling til det??
Og really, synes I, hun trænger til en større taske til når hun skal flyve over til jer hver anden weekend? For at være sammen med jer? Så køb sgu da en taske til hende, hvis den hun har ikke er fin nok til jer! Hvad har det med mig at gøre? Jeg kan ikke se det, må jeg indrømme. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.
Men jeg gider ikke være en andenrangsborger deres - specielt hendes - verden, fordi jeg har fået et barn, er blevet skilt fra hendes far, og nu er alenemor 12 ud af 14 dage, og selv skal sørge for alt. Og sørger for at hun kommer op, får mad og tøj på, smører hendes madpakke, og sørger for at hun møder til tiden og har sine ting med, ofte med det resultat, at jeg selv kommer for sent på arbejde - og (blandt andet) af den årsag har valgt at gå på deltid, for at få tiden til at hænge sammen i begge "verdener". Jeg sørger for at hun aldrig er sulten, er ren, får sin søvn og i øvrigt har det godt. Det er mig der tager barnets første (og anden og tredje i øvrigt) sygedag. Tager med hende til læge, tandlæge, gymnastik - alt.
Og jeg gør det fordi jeg er hendes mor, og jeg elsker hende, og det er min "pligt" at sørge for at hun har det godt. Men der er to forældre, og indtil videre har jeg ærlig lidt svært ved at se, hvad det er han bringer to the table.. Indtil videre har hans store bedrift bestået af at flytte længere og længere væk, for at hyppe sine egne kartofler. Jeg kan ikke se, hvor det er han på noget som helst tidspunkt har ofret sig selv, og sine ønsker, for at imødekomme sit barns tarv.
Til gengæld tillader han sig gang på gang at forvente, at jeg smider alt hvad jeg har i hænderne, for at imødekomme hans planer - for jeg er jo hendes mor, så jeg burde synes det er helt fint, at jeg skal bruge 2-3 timer af min sparsomme alenetid, på at køre til Vejle og hente hende, fordi det passer ham bedst. At jeg helt og totalt affinder mig med, aldrig at vide præcist, hvornår hun bliver afhentet/afleveret, hvis hun ikke er med flyver. En aftale er kun en aftale indtil de laver den om. Og de ser ingen problemer i at disponere over min tid efter forgodtbefindende.
Argh! Men kudos til dig, hvis du har læst alt mit brok. Jeg havde brug for at komme af med det. Ellers ender det sgu nok med, at jeg flipper totalt ud på dem en dag.
Men sådan helt ærligt - skal jeg finde mig i det?
Jeg hverken forlanger eller forventer credit for at gøre de ting, jeg gør for mit barn - det er (næsten) ikke nødvendigt. Men hvordan får jeg sagt fra på en ordentlig måde, uden at komme til at virke urimelig og som hende den sure eks, der bare vil spolere alt?
Er jeg egentlig totalt urimelig, når jeg synes, at man godt må tage et ansvar selv? Og at man gerne må tage hensyn til, at jeg også er et menneske, som også har behov for tid til mig selv, for at aftaler bliver overholdt, og at man spørger inden man bare går ud fra, at man kan disponere over mig??
Det kunne være rigtigt rart med nogle input (hvad enten man er enig eller ej), for indimellem har jeg lidt svært ved at gennemskue om jeg egentlig bare er drøn-urimelig eller ej.
Og så tillader jeg mig, at benytte mig af Sneglcilles tag "tankeskrald", for det dækker bare så godt på rigtigt mange indlæg. (og vil da lige tilføje, at jeg faktisk har spurgt om lov)
*)Men ellers er hun egentlig meget sød, og jeg kan som sådan godt lide hende. Og elsker det faktum, at Silje er rigtigt glad for hende (hun er faktisk nr. 3 i hendes "dem elsker jeg"-remse). Jeg bryder mig bare ikke om, den måde hun indimellem får det til at lyde som om, jeg bare babysitter i de 12 dage, hvor Silje er hos mig. Det føles lidt, som om hun glemmer, at det rent faktisk er mig, der er Siljes mor og ikke hende. Boundaries woman - boundaries!
Problemet er faktisk også lidt at det først nu er gået, sådan rigtigt, op for mig, hvad det egentlig var hun sagde.
Baggrundsinfo: Hun er lidt (læs: mega meget) en control freak. Hun har på et tidspunkt dikteret en seddel til eksen om, hvad for noget tøj han skulle huske at have med til Silje, da de skulle på ferie. En seddel, som han så sad - i ramme alvor - på Siljes værelse og læste op, mens jeg pakkede, så han (hun) var sikker på, at det rigtige kom med. Vi taler her om en kvinde, som ikke selv har børn. Hun har været au pair engang for maaange år siden, men hun har ingen af "eget avl". *
Hun stod så i aftes (ja for nu er det jo blevet rigtigt lørdag, og ikke bare "midt om natten, jeg kan ikke rigtigt sove"-lørdag) og tjekkede kufferten for lige at se, hvad barnet havde fået med. Selvom jeg faktisk havde fortalt det. Og så siger/spørger hun: "hvor mange sæt undertøj har hun med?" Jeg svarer at hun har fire sæt med, samt et par ekstra underbukser, og at resten i øvrigt er til vask.
"Jamen, vi skal jo være afsted i en hel uge! Det var ikke meget. Vi har ikke mulighed for at vaske, før vi kommer hjem!" Her springer eksen så ind og lige laver "så køber vi da bare et sæt" (intet problem/så er det heller ikke værre-agtigt).
"Måske vi også lige skal overveje at hun skal have en større taske. Eller også skal vi nok overveje muligheden for, at hun har tøj hos os..."
Mig: "det ser jeg ikke noget problem i..." Og så er den egentlig lagt ned. Og de tager afsted.
Men, er det egentlig mit problem at de skal på ferie i en hel uge og "ikke har mulighed for at vaske" (findes der ikke møntvaskerier i Berlin??). Pålægger det mig, at sørge for at vaske tøj til den ferie, som de skal på? Det er jo ikke fordi de vasker det inden de returnerer tøjet - det får jeg tilbage i en pose med beskeden "det er det beskidte." Og så forventer vi i øvrigt, at du vasker det for os, for det overkommer vi faktisk ikke lige selv at gøre. Gør rent efter vores hyggelige ferie-agtigt.
Jeg har på intet tidspunkt ytret ønske om, at de ikke indkøber tøj til hende, og opbevarer det hos dem, i deres lejlighed, og at de sørger for at vaske skidtet og i øvrigt holder mig uvedkommende i det. By all f*cking means, be my guests, knock yourselves out og alt det der. Det ville passe mig glimrende. Så gør det dog, hvorfor skal jeg tage stilling til det??
Og really, synes I, hun trænger til en større taske til når hun skal flyve over til jer hver anden weekend? For at være sammen med jer? Så køb sgu da en taske til hende, hvis den hun har ikke er fin nok til jer! Hvad har det med mig at gøre? Jeg kan ikke se det, må jeg indrømme. Jeg kunne ikke være mere ligeglad.
Men jeg gider ikke være en andenrangsborger deres - specielt hendes - verden, fordi jeg har fået et barn, er blevet skilt fra hendes far, og nu er alenemor 12 ud af 14 dage, og selv skal sørge for alt. Og sørger for at hun kommer op, får mad og tøj på, smører hendes madpakke, og sørger for at hun møder til tiden og har sine ting med, ofte med det resultat, at jeg selv kommer for sent på arbejde - og (blandt andet) af den årsag har valgt at gå på deltid, for at få tiden til at hænge sammen i begge "verdener". Jeg sørger for at hun aldrig er sulten, er ren, får sin søvn og i øvrigt har det godt. Det er mig der tager barnets første (og anden og tredje i øvrigt) sygedag. Tager med hende til læge, tandlæge, gymnastik - alt.
Og jeg gør det fordi jeg er hendes mor, og jeg elsker hende, og det er min "pligt" at sørge for at hun har det godt. Men der er to forældre, og indtil videre har jeg ærlig lidt svært ved at se, hvad det er han bringer to the table.. Indtil videre har hans store bedrift bestået af at flytte længere og længere væk, for at hyppe sine egne kartofler. Jeg kan ikke se, hvor det er han på noget som helst tidspunkt har ofret sig selv, og sine ønsker, for at imødekomme sit barns tarv.
Til gengæld tillader han sig gang på gang at forvente, at jeg smider alt hvad jeg har i hænderne, for at imødekomme hans planer - for jeg er jo hendes mor, så jeg burde synes det er helt fint, at jeg skal bruge 2-3 timer af min sparsomme alenetid, på at køre til Vejle og hente hende, fordi det passer ham bedst. At jeg helt og totalt affinder mig med, aldrig at vide præcist, hvornår hun bliver afhentet/afleveret, hvis hun ikke er med flyver. En aftale er kun en aftale indtil de laver den om. Og de ser ingen problemer i at disponere over min tid efter forgodtbefindende.
Argh! Men kudos til dig, hvis du har læst alt mit brok. Jeg havde brug for at komme af med det. Ellers ender det sgu nok med, at jeg flipper totalt ud på dem en dag.
Men sådan helt ærligt - skal jeg finde mig i det?
Jeg hverken forlanger eller forventer credit for at gøre de ting, jeg gør for mit barn - det er (næsten) ikke nødvendigt. Men hvordan får jeg sagt fra på en ordentlig måde, uden at komme til at virke urimelig og som hende den sure eks, der bare vil spolere alt?
Er jeg egentlig totalt urimelig, når jeg synes, at man godt må tage et ansvar selv? Og at man gerne må tage hensyn til, at jeg også er et menneske, som også har behov for tid til mig selv, for at aftaler bliver overholdt, og at man spørger inden man bare går ud fra, at man kan disponere over mig??
Det kunne være rigtigt rart med nogle input (hvad enten man er enig eller ej), for indimellem har jeg lidt svært ved at gennemskue om jeg egentlig bare er drøn-urimelig eller ej.
Og så tillader jeg mig, at benytte mig af Sneglcilles tag "tankeskrald", for det dækker bare så godt på rigtigt mange indlæg. (og vil da lige tilføje, at jeg faktisk har spurgt om lov)
*)Men ellers er hun egentlig meget sød, og jeg kan som sådan godt lide hende. Og elsker det faktum, at Silje er rigtigt glad for hende (hun er faktisk nr. 3 i hendes "dem elsker jeg"-remse). Jeg bryder mig bare ikke om, den måde hun indimellem får det til at lyde som om, jeg bare babysitter i de 12 dage, hvor Silje er hos mig. Det føles lidt, som om hun glemmer, at det rent faktisk er mig, der er Siljes mor og ikke hende. Boundaries woman - boundaries!
Kommentarer
Send en kommentar
Sig hej, så bliver jeg glad