Lørdag på "Farmen"

Her i weekenden har jeg været på familiebesøg, mens Silje var på weekend med sin far på Mors.

Jeg havde aftalt med min dejligste kusine, at jeg kom op til dem i Stoholm lørdag ved frokosttid. Det betød, at hvis jeg lige stod ukristeligt tidligt op lørdag morgen og fik pakket mine ting, så kunne jeg lige nå en formiddags-/kaffe-date med DM, inden jeg kørte nordpå.
Jeg var i Stoholm sådan ca kl. 12.30 og ganske kort tid derefter kørte vi ud på Farmen. Min fætter og kæresten bor på hendes nedlagte landbrug kort udenfor Stoholm. Et sted som hun selv har sat i stand fra værende stort set faldefærdigt, til at være en super lækker hesteejendom, hvor der ud over hendes 2-3 heste og en opstaldet, er plads til et par friluftsgrise og ditto høns. For enden af den længste grusvej i verden, ligger dette paradis. For det er lige hvad det er - synes jeg i hvert fald. Det er lige sådan et sted jeg godt gad at bo. Og min fætter og hans kæreste passer bare SÅ godt ind derude - det er lige dem.

Men altså, hele årsagen til at vi (og omkring 30 andre, viste det sig) skulle derud var, at min kusines mand, havde "pralet" med, at han da sagtens kunne ride på Ritas hest - den store af dem, der er 1,85 m i stang. Så han skulle bevise over alle disse mennesker, at det kunne han sagtens - og vi andre skulle se og dokumentere at det var rigtigt. Og ja, han kan faktisk godt ride!
Og da han havde prøvet, fik vi andre lov at få en tur, hvis vi havde lyst. Jeg har ikke reddet i ca. 5 år, men inden da gik jeg til ridning fra jeg var 12 til jeg var ca. 20, og så igen et par år senere, da jeg flyttede til Århus. Jeg stoppede da jeg blev gravid med Silje, og begyndte kortvarigt igen, da hun var kommet til verden, efter diverse flænger, syninger og den slags var helet om man kunne holde ud at sidde i sadlen igen. Men det blev aldrig det samme, og jeg stoppede igen da Silje var mindre end et år.
Så jeg greb selvfølgelig chancen for at få en tur på det kæmpestore, skønne dyr af en DV'er. Det var skøøøøøønt, så nu er jeg nok snart nødt til at finde mig en god klub her i nærheden, hvor jeg kan gå til ridning igen. ;)

Efter rideruren gik der hyggedruk i den og vi havde en rigtig hyggelig aften på farmen.
Jeg overnattede, ganske efter planen, hos min kusine og hendes mand. Og søndag morgen efter morgenmad, kørte vi en tur til Birkesø, hvor deres unger badede og vi voksne sad ved breden og snakkede.

Så kørte jeg hjem til mor og far. Slappede af, handlede lidt, løb en tur (mere om det senere), og så blev Silje leveret derovre. Vi fik lidt aftensmad og fyldt "veg.-fra-drivhuset"-depoterne (mors hjemmelavede agurkesalat, agurker og tomater).
Og det var så den weekend. Det var helt vildt hyggeligt. Og det skal vi klart gøre igen inden alt for længe. :)

Opdatering: fik jeg nævnt, at jeg knapt kan gå? Mine inderlår gør nas, så det skriger til himlen. Flere kolleger har nævnt, at jeg går som en gammel kone..

Kommentarer

Populære opslag