Kan man dumpe i "loooove"?
Ja altså, jeg dur nok bare ikke til det der med at være tjekket/cool på den afslappede måde, når jeg kan lide en fyr/mand/oh-for-heavens-sake-hankønsvæsen-af-en-art. Jeg er åbenbart bare anmasende/omklamrede/opmærksomhedssøgende/usikker (find selv på flere - if the shoe fits, i'll wear it..). Jeg er møg-dårlig til at lade som om jeg ikke tjekker min telefon hver femte sekund for at se, om han har skrevet, og blive utroligt skuffet, når han ikke har. Og pludselig er 14 dage umådeligt lang tid. Men er det ikke også okay at synes, når man lige har mødt manden, og synes at han er sød og dejlig?
Nå, men altså.. Long story (sort of) short: jeg ender med at sende alt for mange og lange (og måske needy - selvom jeg virkelig prøver at lade være) beskeder. Og så går der længere og længere mellem svarene, og så pessimister min hjerne helt ud.. Og så bliver jeg endnu mere usikker (og alt det der) end jeg var før. Og så forsøger jeg at lade være med at skrive - i hvert fald indtil han har skrevet tilbage - for lissom ikke at virke helt så needy. Hvilket så resulterer i at hjernen kværner derud ad med tanker som "tror han nu at jeg ikke er interesseret mere?", "har jeg nu skræmt ham væk med min needyness?", "har han mon mødt en anden på rejsen?" og "mente han det egentlig, da han sagde, han gerne ville ses igen????"
Og hvad kan man så lære af det? Jeg skal pakke min telefon laaaaaaaaangt væk, når jeg savner, ellers ender det bare med at jeg dummer mig på alle tænkelige måder. Og ender med at sende intetsigende beskeder, som "håber i har haft en god ferie." og noget i retningen af "har du planer i weekenden eller har du tid og lyst til at ses?" og når der så ikke bliver svaret i løbet af to sekunder (i skrivende stund en halv time), så har han da mistet interessen! Der kan ikke være andre forklaringer, som f.eks. at han er løbet tør for strøm, ikke er kommet hjem endnu, er mega træt efter at have kørt hele dagen for at komme hjem... Something..
Nå, jeg pakker min paranoia sammen og ser noget stand-up med Bill Bailey på BBC Entertainment. Han er sjov. Og så håber jeg på snart at høre fra bankmanden (på den gode måde) og forsøger at ignorere tanken der konstant råber: "Han har ombestemt sig...!!!"
Er jeg den eneste, der har det på den måde??
Nå, men altså.. Long story (sort of) short: jeg ender med at sende alt for mange og lange (og måske needy - selvom jeg virkelig prøver at lade være) beskeder. Og så går der længere og længere mellem svarene, og så pessimister min hjerne helt ud.. Og så bliver jeg endnu mere usikker (og alt det der) end jeg var før. Og så forsøger jeg at lade være med at skrive - i hvert fald indtil han har skrevet tilbage - for lissom ikke at virke helt så needy. Hvilket så resulterer i at hjernen kværner derud ad med tanker som "tror han nu at jeg ikke er interesseret mere?", "har jeg nu skræmt ham væk med min needyness?", "har han mon mødt en anden på rejsen?" og "mente han det egentlig, da han sagde, han gerne ville ses igen????"
Og hvad kan man så lære af det? Jeg skal pakke min telefon laaaaaaaaangt væk, når jeg savner, ellers ender det bare med at jeg dummer mig på alle tænkelige måder. Og ender med at sende intetsigende beskeder, som "håber i har haft en god ferie." og noget i retningen af "har du planer i weekenden eller har du tid og lyst til at ses?" og når der så ikke bliver svaret i løbet af to sekunder (i skrivende stund en halv time), så har han da mistet interessen! Der kan ikke være andre forklaringer, som f.eks. at han er løbet tør for strøm, ikke er kommet hjem endnu, er mega træt efter at have kørt hele dagen for at komme hjem... Something..
Nå, jeg pakker min paranoia sammen og ser noget stand-up med Bill Bailey på BBC Entertainment. Han er sjov. Og så håber jeg på snart at høre fra bankmanden (på den gode måde) og forsøger at ignorere tanken der konstant råber: "Han har ombestemt sig...!!!"
Er jeg den eneste, der har det på den måde??
Kommentarer
Send en kommentar
Sig hej, så bliver jeg glad