Tudeprinsessen, det er mig!

Ja åbenbart! Det gik ellers meget fint, indtil jeg havde afleveret Silje til flypersonalet, og sagt farvel ved gaten (altså, det tror jeg det hedder - det er der hvor man går hen lige når man boarder...). Og vi vinkede til hinanden på vej op ad trappen til cafeteriaet, hvor jeg så måtte stå og vente ved vinduet, så vi kunne vinke igen, da de gik ud til og ombord på flyveren.
Men så knækkede filmen virkelig også. Jeg blev simpelthen bare så irrationelt ked af det, så jeg stod med tårer i øjnene og bævende læber, mens jeg ventede på at de blev færdige med at boarde og kørte mod startbanen - og ja, da de så var lettet, så strøg jeg ned ad trapperne, ned på toilettet efter "næsepapir" og ud i bilen, med tårerne trillende ned ad kinderne, for så at stortude da jeg kom ud i bilen!

Jamen flot! Helt ærligt?? Det er en lille bitte flyvetur på ca. en halv time. Det er indenrigs, hun skal jo kun til København. Og hun har både Andrea, Hundi og Hundiii med og tre Monster High-dukker - hun når nærmest ikke at opdage, at de flyver, før de er landet igen. Og hun bliver jo hentet i lufthavnen af sin far (og/eller hans kæreste), så hvad er det lige jeg flæber for??!

Jeg tror bare, jeg synes, det er møguretfærdigt at sådan en lille pige (ja, hun er 6 år - kun 6 år) skal tvinges til at rejse alene, fordi hendes far synes det var en eminent god idé at flytte til København. Denne gang skal hun flyve, og det tager kun en halv time. Fremover skal hun nok med tog, det tager 3 timer(!!!!). Og det er noget vi (hendes far hovedsageligt) påfører hende, for at det skal passe ind i vores liv. Det er fandme da ikke fair! Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt!! Nej, jeg gør ej! Og det er jo ikke bare derover, vel?! Hun skal jo lissom også hjem igen. Kæft nogle skod-forældre Silje har. Vi skulle skamme os....